Seneste nyt
Billede beskrivelse

Pelles Strand blev endeligt indviet

27. maj 2026 kl. 14.00

HIRTSHALS: Så var der officiel indvielse af Pelles Strand søndag den 24. maj ved Det Sorte Tårn på havnen i Hirtshals.

Der var mødt 60 mennesker op til indvielsen, hvor turistchef Laila Zielke bød velkommen.

Billede beskrivelse

Turistchefen glædede sig over det gode samarbejde med Hirtshals Havn.

- Havnen ser mange gode turistmuligheder, og her står vi jo ved Det Sorte Tårn, som også er med til at forbinde nedgangen til Pelles Strand. I arbejdet med disse projekter har havnen, med Peter Ydesen i spidsen, været en stor hjælp til gavn og glæde for den fremtidige turisme på dette store og flotte område, sagde Laila Zielke.

Billede beskrivelse

Navnet Pelle stammer fra nu afdøde Poul Erik Windahl Jensen, der i daglig tale var kendt som Pelle. Han var også medejer af Hirtshals Hotel og Kro.

Poul Erik Windahl Jensen arbejdede i årevis på, at det store strandareal skulle blive bredt og tilgængeligt, som det havde været tidligere. Pelle bankede på mange døre for at få en brugervenlig strand for den brede befolkning, og det er nu lykkedes med den fine trappenedgang fra Vestmolevej til det, der nu hedder Pelles Strand.

Billede beskrivelse

Stranden er yderst attraktiv for udøvelse af surf og SUP, og der er allerede faciliteter til sporten i form af udstyrsområder, brusemuligheder, drikkevand samt parkeringspladser på stedet.

Når man står på Vestmolevej og ser til højre, ser man Husmoderstranden og til venstre nu Pelles Strand, og det vil der blive orienteret om, når Hirtshals Turisme fortæller om området i fremtiden.

Billede beskrivelse

Pelles Strand vil formentlig også blive større med tiden, når Vestmolen bliver forlænget i forbindelse med den fremtidige havneudvidelse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste