Orlov fra byrådet af helbredsmæssige årsager
Deltager ved byrådsmøde onsdag, inden stedfortræder kaldes ind
Der er byrådsmøde onsdag aften i Hjørring, og blandt punkterne er en anmodning om orlov fra et af byrådsmedlemmerne.
Det drejer sig om Enhedslistens enlige medlem af byrådet, Louise Hvelplund, der søger orlov af helbredsmæssige årsager.
- Orlov ønskes fra og med 26. oktober 2023. Tidshorisonten for orlov er endnu ukendt, men det er forventningen, at der vil være behov for orlov af mindst en måneds varighed, lyder det i dagsordenen.
Nordjyske har været i kontakt med Louise Hvelplund, der ikke ønsker at uddybe situationen.
Da den forventede fraværsperiode forventes at overstige en måned, skal der indkaldes en stedfortræder - og her ønsker Enhedslisten at indkalde Holger Kjærgaard.
Han bor i Smidstrup ved Vrå og underviser til daglig på UCN's pædagog-uddannelse.