Oplev både Kulturfrikadeller og Gustav Urth på Vendsyssel Teater
Der er både Kulturfrikadelle og børne-/familieforestillinger i den kommende tid på Vendsyssel Teater.
Det oplyser teatret i en pressemeddelelse.
Mandag 7. november er teatret vært for Kulturfrikadellen, der denne gang underholder under overskriften ”Frikadelle-Kajs flugt over plankeværket”.
Der er lang op til magi og trylleri med lokalfødte Gustav Urth, der bl.a. er kendt fra DRs Ramasjang med naturtryl. Om arrangementet siger børneteaterkoordinator Marie Laub von Lillienskjold:
- Vi vil jo gerne give børnene en særlig oplevelse hver gang de er på teatret - også når vi har Kulturfrikadelle, og når der opstår ægte trylleri med Gustav Urth, så er der med garanti underholdning for ikke blot de 3-6-årige, men også deres søskende og voksne.Så tag børn og børnebørn med til en magisk aften fra 17:00-18:30. Billetterne kan købes via hjemmesiden eller på biblioteket - og så er der naturligvis aftensmad med i prisen.
Kulturfrikadellen er et kultursamarbejde mellem Musikskolen, Vendsyssel Kunstmuseum, Vendsyssel Historiske museum og Hjørring Bibliotekerne og Vendsyssel Teater.
Forestillinger til både små og store børn
Børne-og skoleteatret lever i bedste velgående på Vendsyssel Teater - skole og daginstitutionsforestillinger er allerede udsolgte, men der er stadig mulighed for at se alle forestillingerne samen med sin familie.
- At se teater sammen med sit barn, er en fantastisk god mulighed for at se barnet opleve, reagere og interagere på en anden måde end man er vant til i dagligdagen. Jeg elsker at se børn se teater - den umiddelbarhed de udviser, er det hele værd, udtaler børnetaterkoordinator Marie Laub von Lillienskjold.
For familier med unge på 12 år og op spiller forestillingen Ping Pong lørdag 29. oktober kl. 11:00 og kl. 13:00. Det omhandler mere alvorlige emner.
To unge mennesker spiller pingpong. To børn hvis opvækst har været turbulent og præget af uro. De er begge fjernet fra deres familier og begge kæmper de med at finde deres plads i livet. To unge mennesker, hvis bedste ven bliver hinanden.
Ping Pong blev nomineret til Årets Reumert Børne-/ungdomsforestilling i 2022.
For de 3-6-årige er der decemberhygge, når forestillingen "Der var engang" sætter fokus på venskaber, og hvordan man er en god ven - børnene kan selv være med til at styre fortællingen og sætter dermed præg handlingen i stykket.
"Der var engang" spiller lørdag 3. december kl. 11:00.