Billede beskrivelse

Nyt psykiatriteam skal hjælpe børn og unge med psykisk mistrivsel

05. februar 2024 kl. 06.01

Det nye psykiatriteam henvender sig til børn og unge i alderen seks til 18 år, der har bekymrende psykiske udfordringer, er under udredning i psykiatrien eller har en psykiatrisk diagnose, som påvirker barnets trivsel og udvikling.

Det fortæller kommunen. 

Psykiatriteamet kan vejlede og hjælpe børnene og deres familier med at koordinere, skabe struktur og overblik i de forskellige indsatser og muligheder, der er omkring barnet/den unge.

Teamet kan f.eks. bistå med kontakten til psykiatri, skole, kommune og frivillige organisationer.

Tre ud af fire familier står uden hjælp

Psykiatrifonden udgav i sidste uge en rapport om psykisk mistrivsel hos børn og de konsekvenser, det har for både børn, forældre og samfund. I rapporten fastslås det, at 75 procent af de adspurgte forældre ingen hjælp får fra hverken regional psykiatri eller kommune til at navigere i sundhedssystemet.

Den manglende rådgivning skaber unødigt stress i familien, og det går potentielt ud over både barnets behandlingsforløb, forældrene og eventuelle søskende, ligesom det kan føre til, at en forælder må tage orlov for nærmest at være sagsbehandler eller projektleder i familiens søgen efter den rette hjælp.

Det er netop de udfordringer, som det nye tilbud kommer til at tage hånd om.

Familierne tilknyttes en Familieguide, der guider og koordinerer mellem de fagpersoner - både kommunale og regionale - og de frivillige tilbud, som familien samarbejder med.

Familieguiden sørger for, at tingene ikke lander mellem to stole uden at blive samlet op. Omvendt kan teamet også være med til at forhindre, at flere indsatser overlapper hinanden uden at koordinere.

- Med den nye indsats håber vi at kunne aflaste familier, som oveni bekymringerne ved at have et barn, der mistrives psykisk, også er er presset af selv at skulle navigere i junglen af tilbud og indsatser. Det handler ikke kun om at bringe de kommunale tilbud i spil, men også alt det civilsamfundet og frivillige organisationer kan bidrage med, lyder det fra formand for Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget Gry Bruun Nielsen.

Et åbent tilbud

Ved at holde hånden under barnet/den unge kan psykiatriteamet også være med til at forebygge, at psykisk mistrivsel i de unge år udvikler sig til alvorlige psykiske lidelser senere i livet.

- Målet er, at den enkelte unge får opfyldt sin drøm om job og uddannelse og "det gode liv". Også selvom man har en psykiatrisk diagnose med i bagagen, siger Gry Bruun Nielsen.

Psykiatriteamet er åbent for alle og kan kontaktes via Hjørring Kommunes hjemmeside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste