Seneste nyt
Billede beskrivelse

Nye lokaler skal skabe mere liv omkring musik i Hjørring

31. maj 2026 kl. 11.01

HJØRRING: Der er både mere plads, bedre parkeringsmuligheder og ekstra fokus på hygge og kundeservice i de nye lokaler hos Musikbutikken Hjørring, som nu er klar til at byde kunderne indenfor i Danmarksgade 5.

Bag butikken står Per Green, Kim Karmark Pedersen og Norman Olesen, som ønsker at skabe mere end blot en traditionel musikforretning.

- Vi værner enormt meget om den gode service og har altid kundens gode oplevelse i fokus. Samtidig vil vi gerne skabe et sted, hvor hyggen også er vigtig, hvor der er kaffe på kanden, og hvor der altid er plads til en god snak om alt fra keyboard og guitarer til almindelig smalltalk, fortæller folkene bag butikken.

Billede beskrivelse

Musikbutikken Hjørring tilbyder et bredt udvalg af musikinstrumenter og musikudstyr, og især erfaringen bag disken fylder meget i den nye satsning.

Kim Karmark Pedersen har mere end 40 års erfaring i branchen. Samtidig har han gennem mange år været aktiv musiker i forskellige sammenhænge.

Flytningen fra Nørregade til Danmarksgade sker blandt andet, fordi de nye lokaler giver bedre muligheder for både kunder og butik.

- Lige nu er vi klar til at åbne op for vores kunder og vise vores nye butik frem. Vi synes, den er blevet pæn. Vi har lidt småting, som stadig mangler med nogle leverancer og nogle flere ting og sager, fortæller Per Green.

Billede beskrivelse

Den nye placering tæt ved Metropol-området giver ifølge indehaverne mere synlighed og lettere adgang.

- Vi må bare erkende, at i Nørregade er trafikken nok ikke så stor. Vi har bedre mulighed for at parkere hernede, og vi har flere kvadratmeter at vise vores instrumenter på, lyder det.

De nye lokaler er markant større end de tidligere.

- Butikken er nærmest tre gange så stor, så det bliver godt. Det må vi se, siger indehaveren med et smil.

Tidligere har lokalerne blandt andet huset Hjørring Læderhandel, Hjørring Hobby og senest Panda Asian Market, som solgte asiatiske specialiteter og ingredienser.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste