Eva er ny søfartslæge i havnebyen
48-årige Eva Folkersen etablerer sig som søfartslæge på Hirtshals Havn
Eva Folkersen er egentlig læge i København, men hendes hjerte banker også for Nordjylland og livet ved havet, og nu forsøger hun sig som søfartslæge på havnen i Hirtshals.
- Jeg elsker havet og Vendsyssel, og i København render folk jo til læge hele tiden, men eksempelvis nordjyske søfolk går jo nok kun til læge, hvis det er absolut nødvendigt , lyder det fra den 48-årige læge, der også har rødder i Vendsyssel.
Hendes farmor og oldemor boede og var forretningsdrivende i Hjørring, og hun kommer derfor ofte i et familiesommerhus i Tornby.
- Jeg arbejder også som søfartslæge i København, men jeg synes, at det kunne være spændende at prøve, om der er basis for endnu en søfartslæge i Hirtshals, siger Eva Folkersen.
Søfolk og fiskere skal hvert andet år have fornyet deres sundhedsbevis, der fortæller om de helbredsmæssigt er egnede til at tage på havet. Der er i forvejen autoriserede søfartslæger i både Hirtshals og Frederikshavn, men søfolk kan opsøge hvilken som helst af landets 100 søfartslæger for at få undersøgelsen.
Eva Folkersen forventer kun at være i den lille nye klinik et par gange om måneden, efter at der er lavet forudgående aftaler med patienter. Hun er ved at indrette sig i Havnegade 18a i stuen i den bygning, hvor BDO også har til huse. Og så er det lige overfor Havnegrillen.
- Der er jo en slags risikovurdering man laver som søfartslæge. Man vurderer, om det er helbredsmæssigt forsvarligt, at de taget på havet. Hvis der er noget - for eksempel meget højt blodtryk eller psykiske problemer, bliver de sendt videre til behandling hos egen læge. Jeg laver ikke egentlig behandling som søfartslæge, fortæller Eva Folkersen.
Søfartslæge
Lægeundersøgelse af søfarende og fiskere må i Danmark kun udføres af søfartslæger, som er godkendt af Søfartsstyrelsen. Dem er der 100 af i Danmark .
Søfarende og fiskere skal tjekkes hvert andet år for at få opdateret deres lovpligtige sundhedsbevis. Det anbefales at aftale tid med søfartslægen i god tid og til lægeundersøgelsen medbringe:
Legitimation (søfartsbog, pas, kørekort eller andet gyldigt ID med billede). Sundhedsbevis, hvis man har et i forvejen.
Søfartslægen underskriver og udleverer sundhedsbeviset i forlængelse af lægeundersøgelsen.
Hvis den søfarende eller fiskeren bliver erklæret for uegnet til skibstjeneste, skal søfartslægen stadig udlevere et sundhedsbevis med denne påtegning til den søfarende eller fiskeren.
Hvis en læge, der ikke er godkendt som søfartslæge, foretager en lægeundersøgelse, er den ugyldig.
Søfarende og fiskere må ikke få udstedt sundhedsbevis eller mønstre på et dansk skib på baggrund af en sådan undersøgelse
Hun havde indtil for fem år siden egen lægepraksis i Brønshøj, men valgte at sælge den, da arbejdspresset blev for stort.
- Der var især hele kontroldelen og bureaukratiet, der fyldte. Siden har jeg lavet det, som jeg synes er sjovt, og det har jeg ikke et øjeblik fortrudt, fortæller Eva Folkersen.
Hun har været ambulancelæge i Norge, og under coronaen meldte hun sig til at være en del af frontpersonalet på Bispebjerg Hospital. Hun var med til at vurdere, om patienterne var så syge, at de skulle indlægges. I dag arbejder hun også på deltid hos en praktiserende læge på Frederiksberg, sideløbende med sit hverv som søfartslæge.