Ny køreskole ruller ind i byen - med Fiat Punto og biografstole
HJØRRING: Fra februar 2023 kan man erhverve sig et kørekort hos Co-Drivers, som er 33-årige Jakob Løndals nye køreskole. Køreskolen er beliggende på Aalborgvej 88 i det sydlige Hjørring, i lokalerne ved siden af tankstationen.
Der er planlagt opstart af fem bilhold og fire motorcykelhold for 2023, med plads til 12 elever på hvert hold. Tilmeldingerne er begyndt at rulle ind, og det første hold starter 27. februar.
Skolebilen er en nyere Fiat Punto, som er en relativt lille bil. Ifølge Jakob Løndal er det både for holde udgifterne lidt nede, men også da det er et mere realistisk køretøj at lære at betjene som førstegangsbilist end f.eks. en stor Audi.
Et kørekort hos Co-Drivers koster 13.700 kr. Til de 12, der starter på det første hold 27. februar, er der tilmed 1000 kroner i rabat, hvilket ligeledes gælder det første hold motorcykelelever, for hvem et kørekort ellers koster 10.500 kroner.
Lokalerne, hvor køreskolen holder til, er moderne, og der kommer komfortable biografstole til eleverne samt gratis sodavand og kaffe til teori.
Der er let tilgang til stedet med bus samt gode parkeringsfaciliteter, og til køretimerne vil der både være mulighed for at blive samlet op på togstationen og ved EUC Nord i Hjørring.