Ny forening for techglade unge
Den 7. februar afholdt Coding Pirates Denmark et arrangement på Teknisk Gymnasium (HTX) i Hjørring. 15 glade og nysgerrige børn i alderen 9-15 år brugte aftenen på at lege med robotteknologi, kodning og programmering sammen med repræsentanter fra foreningen Coding Pirates Denmark.
Anledning til arrangementet var, at Coding Pirates i marts 2023 starter en forening op i Hjørring. Kenn, Projektleder fra Coding Pirates Denmark, fortæller:
- Arrangementet var for at skabe opmærksomhed omkring den nye forening, der starter i marts, og vi er rigtig glade for den interesse, der allerede er vist fra børn, unge og forældre i Hjørring.
Fakta: Coding Pirates Danmark
Coding Pirates Denmark er en forening med en mission om at:
- Styrke børn og unges kreativitet inden for teknologi
- Skabe fællesskaber omkring teknologi og kodning
- Understøtte børns kreative teknologiske skaberkraft
Coding Pirates kommer til at holde til på Teknisk Gymnasium (HTX), der hjælper med at starte foreningen op og kommer til at lægge lokaler til foreningens aktiviteter.
- På HTX er vi rigtig glade for samarbejdet med Coding Pirates. HTX er et gymnasium, hvor vi i forvejen har mange elever, der interesserer sig for teknologi, programmering og robotter, så Coding Pirates Denmark foreningen passer rigtig godt ind her ved os, siger vicerektor Lene Faurholt.
I løbet af aftenen blev det klart, at der var interesse nok til at starte en forening op, og således er der planlagt stiftende generalforsamling den 2.3.23 kl. 17.00. Denne afholdes ved HTX i Hjørring i EUC Nords lokaler på M.P. Koefoeds Vej 10 – der er indgang fra Albert Ginges Vej. Alle er velkomne til den stiftende generalforsamlingen og foreningen forventer at starte aktiviteter op fra slutningen af marts måned.