Nuppede gaffeltruck i kæmpebrandert: Nu har ejeren meldt sig
Flere borgere har undret sig over, hvorfor der i flere dage stod en gaffeltruck parkeret midt på Springvandspladsen i Hjørring.
En seddel i et plastiklomme gav en del af forklaringen.
"Nøglen til gaffeltrucken kan kan afhentes hos Hjørring Politi i åbningstiden", stod der.
Hvis man samtidig læser politiets døgnrapport, tegner der sig efterhånden et billede.
Her kan man nemlig læse, at politiet i Hjørring onsdag aften klokken 22.35 sigtede en mand for spirituskørsel i en gaffeltruck i det centrale Hjørring. Manden blev målt til en promille på hele 1,8, og han blev derfor anholdt.
Politikommissær Lars Jensen fra politiet i Hjørring bekræfter, at det var en gruppe berusede personer, der besluttede sig for en spontan køretur i gaffeltrucken.
- Patruljen, der stoppede dem, kunne jo godt se, at det ikke er helt sædvanligt, at der kører gaffeltrucks rundt i byen så sent om aftenen, siger Lars Jensen.
Han fortæller samtidig, at gaffeltrucken ikke tilhører nogen af de pågældende. Nøglerne blev hentet af ejeren mandag morgen.
- Jeg vil gætte på, at den bliver afhentet i løbet af dagen, siger Lars Jensen.
Han fortæller, at ejeren ikke har indgivet en anmeldelse om tyveri eller lignende. Føreren af gaffeltrucken slipper dog ikke. Det er nemlig lige så ulovligt at køre gaffeltruck i beruset tilstand, som det er at køre bil.
- Det havde de måske ikke tænkt på, før de gik i gang med det, siger politikommissæren.