Nu er ren badehotel-idyl til salg i Løkken
Et af de gamle og næsten ikoniske huse, som er med til at definere Løkken som kystby, er netop kommet til salg. Det drejer sig om villaen Strandhøj på Kongestien 7 i Løkken.
Her kommer man helt ud i forreste klitrække med en 180 graders udsigt over havet og kysten mod syd og nord. Samtidig er huset, der er opført i 1915, også det højest beliggende i Løkken.
Den særlige beliggenhed afspejles også i prisen, da de i alt 157 kvadratmeter bolig og 3600 kvadratmeter naturgrund i øjeblikket er de dyreste kvadratmeter villa til salg i Hjørring Kommune.
Huset er udbudt til 15,5 millioner kroner. Det nærmer sig det dobbelte af de 8 millioner kroner, som huset , ifølge Boligsiden, senest blev handlet til i 2007. Men så er der i mellemtiden, med hjælp fra en lokal arkitekt, også lavet en gennemgribende renovering i 2009, hvor der er lagt stor vægt på at bevare den klassiske stil.
- Det er noget helt specielt at komme ind i det hus. Man føler pludselig, at man er med i Badehotellet, siger ejendomsmægler Jette Gudiksen fra ejendomsmæglerfirmaet Thorkild Kristensen, der har huset til salg.
Siden huset blev handlet sidst, er der givet tilladelser til fast kystsikring langs klitfoden ud mod havet. Det har også betydning.
- Det giver selvfølgelig en tryghed, at den del er på plads, så der er ikke er en risiko forbundet med huset, siger Jette Godiksen.
Husene på Kongestien i Løkken kan bruges både som fritidshus og helårsbolig.