Nordjysk økolog gør comeback til Sofari
LØKKEN: Niels Terkelsen fra Løkken er i år igen med som vært ved Sofari, hvor danske forbrugere kan opleve øko-grisens liv på marken. Han ser frem til at åbne sin gård.
Det fortæller arrangørerne.
Det sidste ni år har Niels Terkelsen drevet økologiske griseproduktion ved Løkken. Han har 100 søer og produktion af smågrise, ligesom han feder en del af grisene op selv. Efter et par års pause er han igen vært for årets Sofari søndag den 26. maj.
Særligt glæder han til at vise grisene frem og møde forbrugerne til en snak om fordelene ved økologien.
- Vi vil vise gæsterne, hvordan grisens liv er, og de kan opleve og få et realistisk billede af, hvordan maden er produceret. Grisene går på marken og spiser græs hele deres liv, og det er bare en af de historier, vi gerne vil fortælle forbrugerne samt vise den høje dyrevelfærd frem, siger Niels Terkelsen.
Niels Terkelsen leverer grise til Friland, der sælger økologisk grise- og oksekød til mange af de danske supermarkeder. Sofari er en vigtig del i at vise forbrugerne, hvad den økologiske produktion indeholder.
- Det betyder meget for os, at vores leverandører er med til at vise økologien frem for den danske forbruger. Sofari er et godt udstillingsvindue for økologi og en oplagt mulighed for brugerne til at nærstudere dyrevelfærd på højt niveau, siger marketingansvarlig i Friland, Maria Bast.
Kom og oplev det gode griseliv hos Niels Terkelsen i Løkken søndag den 26. maj kl. 10.00 til 14.00.
På Sofaris hjemmeside kan du læse mere om Sofari hos Niels Terkelsen.