
Nordjysk farvel udløste tre flotte skulderklap: - Jeg er meget taknemmelig
Lars Peter Høgh takkede af som frontfigur i idrætsorganisation - for at hellige sig sit nordjyske job
HJØRRING: Nordjyske Lars Peter Høgh stopper som formand for DGI Skydning efter 10 år - og han hyldes samtidig med hele tre ærespriser fra samarbejdspartnere.
Det var i weekenden, at Lars Peter Høgh takkede af som formand. Og ved generalforsamlingen for DGI Skydning stod talerne i kø for at takke ham for hans store indsats for dansk skydesport - og for foreningslivet helt generelt.
Tre flotte skulderklap
Lars Peter Høgh fik tre særdeles flotte skulderklap i forbindelse med sin afsked. Således fik han overrakt både Arnth Jensen-pokalen for sin indsats for DGI Skydning - og han fik Dansk Skytteunions Hæderstegn for indsatsen for skydning generelt. De to hædersbevisninger kommer ovenpå, at han tidligere i maj fik overrakt norske skytteforbunds hæderstegn.
- Jeg er meget taknemmelig over de fine anerkendelser og de flotte ord, der følger med dem. Det er meget overvældende, sagde den afgående formand ifølge en pressemeddelelse fra DGI Skydning.
Lars Peter Høgh har selv valgt ikke at genopstille - for at hellige sin opmærksomhed endnu mere til jobbet som vicerektor på Hjørring Gymnasium.
Det var den samlede gruppe af landsdelsformænd, der havde indstillet Lars Peter Høgh til Arnth Jensen-pokalen.
Lars Peter Høgh har nu givet stafetten videre til Preben Duus Hermansen fra Sydvestjylland, som blev valgt som ny formand for DGI Skydning.