Nikki havde svært ved at finde arbejde: Nu tilbyder hun sushikursus i byen
Bor du i Hjørring og er du nysgerrig på, hvordan man laver god sushi, har Nikki He et tilbud til dig.
Hun har boet i Hjørring i syv år, men det er først nu, hun er klar til afholde en af sine populære sushikurser i byen.
- Folk bliver altid glade til min sushiworkshop. Det er en hyggelig måde at tilbringe tid med sin partner, børn, venner eller bare for sig selv, siger Nikki He.
Hun har indtil nu afholdt sine kurser i Aalborg.
Tog arbejdet med hjem
Nikki He kommer oprindeligt fra Kina, men har boet i Hjørring i syv år med sin mand.
På grund af sprogbarrieren havde hun svært ved at finde et arbejde, men endte til sidst med at arbejde som sushikok på en restaurant. Hun endte - så at sige - med at tage arbejdet med hjem og lave sushi med sin søn derhjemme.
- Det var hyggeligt og sjov, og min søn blev glad af at gøre det. Det var det, der gav mig ideen til at prøve at lave et sushikursus og vise andre, hvordan man gør, siger Nikki He.
Lige siden har hun tilbudt sine kurser via sin facebookside Nikki's Sushi Workshop.
Lærer hele processen
Til kurset lærer man ifølge Nikki He alt fra at koge sushiris, skære fisk, at rulle sushi med bambusmåtter, hvordan man skærer dem ud og alt andre i processen.
Der er cirka ti personer på hvert hold. Man kan både komme alene, i par, med børn, venner eller familie.
- Det plejer at være rigtigt hyggeligt, og vi får også snakket en masse, siger Nikki He.
Kurset bliver afholdt i skolekøkkenet på Hjørring Ungdomsskole på Norgesvej 6 i Hjørring. Det foregår 23. november fra 16.30 til 19.30. Det koster 390 kroner per mand. Man tilmelder sig via facebooksiden Nikki's Sushi Workshop.
Hun afholder et kursus om måneden.