Billede beskrivelse

Musikskole fejrer 50 år: Kom med til festen

1. september bliver Hjørrings midtby præget af masser af koncerter

17. august 2023 kl. 09.00

Fredag 1. september bliver der fest og farver i Hjørring midtby. Her kommer orkestre fra Hjørring Musiske Skole nemlig til at optræde i gågaden.

Det var i starten af 1970’erne, at de første tanker om en musikskole i Hjørring begyndte at dukke op. I 1973 blev Hjørring Musiske Skole en realitet, og skolen slog dørene op i Hjørring Gymnasiums gamle lokaler i Skolegade. I 2007 blev Hjørring Musiske Skole slået sammen med skolerne i Hirtshals, Løkken-Vrå og Sindal, og i dag er skolen Vendsyssels største musikskole.

Mere end 700 børn modtager nu undervisning på skolen i musik, billedkunst og drama. Samtidig er skolen meget synlig i børnehaverne, daginstitutionerne og de små klasser, når der undervises i violin og guitar.

Foruden 50-års jubilæum kan skolen fejre, at der om få år igen skal pakkes flyttekasser. I januar vedtog byrådet byggeriet af en ny musikskole. Skolens kommende adresse bliver Teaterpladsen, der ligger centralt i Hjørring - og efter midlertidige ophold i Dronningensgade og senest på Nordbovej er glæden over beslutningen til at få øje på.

Optog sparker fest i gang

50 års jubilæet er blevet markeret gennem hele året. Det er blandt andet sket med uropførelsen af "Sirenesangen" 3. maj med deltagelse af mere end 1000 børn - og med Kulturskolefestivalen i juni.

Men det er fredag 1. september, at den officielle fejring finder sted, og alle er inviteret med.

Klokken 15.30 går masser af børn, unge og undervisere fra skolen i festligt jubilæumsoptog gennem gågaden. Optoget starter ved Metropol og slutter på Springvandspladsen. 

Hele eftermiddagen og aftenen vil skolens mange orkestre og bands stå for den musikalske underholdning i gågaden, så gaderne vil genlyde af rytmisk musik, jazz, reggaemusik, klassiske toner og masser af glade mennesker.

Man kan blandt andet møde Vendsyssel Marimba Steelband, Morgendagens Mesterstrygere, Koncertband Vendia, Symfoniorkesteret, Talentsammenspil, Saxofonkvartetten og solistelever fra Hjørring Musiske Skole.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste