Moutaz genopliver byens pizzeria
Tornby har været pizzaløs siden januar, hvor Tornby Pizza, Kebab & Sandwich lukkede.
Nu er der imidlertid godt nyt til pizzahungrende borgere i byen. Moutaz Haj Yasin, der ejer Erdino Pizzeria i Bjergby, har nemlig købt de gamle lokaler fra det lukkede pizzeria.
- Jeg har købt det for at servicere den lokale befolkning. Tornby er en dejlig by med mange sommerhuse og turister. De mangler et pizzeria, fordi det nærmeste faktisk er i Hjørring eller Hirtshals, siger Moutaz Haj Yasin fra Erdino Pizzeria.
På nuværende tidspunkt regner han med, at det nye pizzeria i Tornby åbner 1. januar 2024, hvis det kan lade sig gøre.
Bortset fra pizza kommer der klassiske grillretter som grillkylling, kebabmix, durum samt mozzarellasticks, chili cheese tops og lignende.
Der kommer en medarbejder fra Tyskland, der skal arbejde i pizzeriaet. Ifølge Moutaz Haj Yasin taler han engelsk og tysk.
- Jeg kommer også til at være i butikken til at starte med. Jeg håber, at de lokale vil støtte op om pizzeriaet og den nye medarbejder, siger Moutaz Haj Yasin.