Vis mig din bil: Fra Volvo 142 til Hyundai Tucson
Hvad kører bilforhandleren i - og hvad er vigtigt for ham, når han skal ud på vejene
HJØRRING: Er bilen bare en bunke blik med fire hjul - eller er den meget mere end det.
Kommunens bilforhandlere har sagt ja til at dele deres forhold til biler med læserne, og i denne uge er indehaver Søren Rørbæk fra Rørbæk Biler Hjørring på banen.
Hvilken bil kører du i?
En Hyundai Tucson.
Hvad er vigtigt, når du kører?
Sikkerhed. Bilen skal have automatisk nødbremse. Hvis du overser ham foran, bremser bilen selv. Den skal også gerne have linjevogter assistent - lane system (vognbaneassistent). Det er vigtigt for mig, fordi jeg kører cirka 30.000 kilometer om året.
Hvor tit skifter du bil, og hvor mange biler har du haft?
- Jeg skifter bil cirka hver tredje måned, og jeg har været her i 32 år, så kan du selv regne ud, hvor mange jeg har haft. Vi skal jo altid prøve de sidste nye biler, og vi har samtidig vores eget leasingselskab, så nogle gange kører vi i leasingbiler. Vi skal være firmaets ambassadører udadtil, så derfor vil vi gerne vise hvad firmaet formår.
- Det er lækkert at følge udviklingen i biler og se hvor meget bedre, de bliver år for år. Det er dejligt. Den sidste bil jeg havde, var en el-bil - den havde en radius på 480 kilometer. Det er en meget positiv udvikling, at vi kan begynde at køre grønt.
Hvor mange kilometer kører du om året?
Cirka 30.000 kilometer om året. Jeg kører til vores tre afdelinger i Hjørring, Frederikshavn, Nørresundby, så det bliver til mange kilometer på vejene. Hvis jeg kører en tur rundt til afdelingerne, har jeg kørt mellem 150 og 200 kilometer den dag, smiler Søren Rørbæk.
Hvad var din første bil?
Det var en Volvo 142 - den var sølv. Den var brugt, men det var en rigtig fin bil.
Hvilken bil har du være mest glad for?
Det er klart, at de første biler hænger bedst fast i hukommelsen. Men der findes rigtig mange fine biler i dag, og hver bil har sin kvalitet. For få år tilbage fandtes der dårlige biler. I dag er alle biler skruet fornuftigt sammen. Jeg følger kraftigt med i udviklingen indenfor de forskellige mærker. Vi er autoriseret Hyundai-forhandler. Men vi driver også stor brugtvognsbutik med over 100 nyere, brugte biler til salg - så vi lærer rigtig mange andre bilmærker at kende. Og jeg kører også i mange andre fabrikater end vores eget. Så vi får en kæmpe-viden. I Hjørring-afdelingen sælger vi mellem 600 og 650 biler årligt.