Vær med til årets vægttabsforløb
Efter den store succes med hele 170 tilmeldte til Løkken På Badevægten i starten af året, så er Løkken Idrætscenter snart klar til et nyt, aktivt forløb på 7 uger fra starten af 2024.
Udover det fantastiske fællesskab, så er formålet med forløbet også at forbedre ens egen bodyage, samtidig med, at man kan prøve en masse forskellige og sjove træninger.
Sundhed hele livet
Det er sundt at dyrke motion igennem livet, og fra idrætscentrets side vil man gerne invitere alle indenfor, da det er vigtigt at udfordre kroppen og få pulsen op hver eneste uge.
Således har dette en positiv effekt på evnen til at kunne gennemføre dagligdagens gøremål uden besvær, løfte kasserne med julepynt, eller lege med både børn og børnebørn.
- Vi er ofte bedre til at tage mere vare på vores bil end vores egen krop, selvom kroppen er vigtigst. Det vil vi gerne gøre noget ved, siger instruktør Henrik Taagaard fra centret.
Et grundigt forløb
Forløbet med Løkken På Badevægten indeholder flere forskellige fællestræninger i weekenden med eksterne instruktører, som medbringer et program, hvor alle kan være med.
I hverdagene og på søndage vil Henrik sammen med centerinstruktør Majbrit Birchvig Nielsen og foreningskonsulent Maja Richter gennemføre træninger, som man frit kan vælge imellem.
- Vi har igennem det sidste år haft fokus på at skabe aktive og positive fællesskaber her, og Løkken På Badevægten er kun startskuddet i 2024, fastslår centerchef Per Mejlholm.
Derfor er foråret fyldt med en række spændende forløb og events - herunder til april, hvor man får besøg af de '3 Bike Streamers'; Kim Lahn, Jesper Jas og Jesper Skovhave.
Instruktørerne står for en bike event i hallen med 100+ spinningcykler, og derudover tilbydes pilates, aqua fitness, HIIT træning, bike- og styrkehold, udetræning og bootcamp.
Sådan deltager du
Centerchefen er glad for at kunne tilbyde de mange aktiviteter fra starten af det nye år, og du kan allerede nu læse mere om det spændende forløb på centrets side.
Alle, der deltager i forløbet, vil modtage en flot t-shirt, samt en goodiebag fra Med24 - der er også præmier fra Blondehuset og Levins til dem, som forbedrer egen bodyage med flest år, samt dem, der forbedrer sig mest styrkemæssigt over de 7 uger.