Billede beskrivelse

Uret tikker, hjertet banker: Johannes er i lære som urmager i Hjørring

20. september 2025 kl. 06.02
Opdateret 29. september 2025 kl. 08.05

Hjørring: 27-årige i Johannes Bach Holm har selv et smukt vintage-ur om sit håndled. Han vurderer, at det er produceret et sted mellem 1920 og 1930, fortæller han.

Det er ikke helt tilfældigt, at det fine, gamle ur sidder netop dér på hans håndled. 

Johannes Bach Holm er nemlig ret passioneret i forhold til gamle ure.

Derfor har han også skiftet karriere, og han er gået fra en tilværelse som grafisk designteknolog til en hverdag som lærling hos Olav Holm Hansen, som driver Urmageren i Hjørring.

Billede beskrivelse

Den unge urmagerlærling kommer direkte fra Den Danske Urmagerskole i Ringsted, hvor han er del af et hold på 20.

Han bor til daglig i Aalborg, så det passede ham rigtigt godt at lande hos Olav Holm Hansen i Hjørring, fortæller han.

- Det er faktisk slet ikke helt let at finde en læreplads, siger Johannes. 

- Nej, for vi er jo godt nok ikke mange tilbage, siger Olav Holm Hansen, der vurderer, at den nærmeste urmagerelev finder man i Viborg.

Billede beskrivelse

Han er derfor rigtigt godt tilfreds med, at han har fået en lærling, for som han selv siger.

- Næste gang jeg skal noget, skal jeg jo pensioneres sådan for alvor!

Han kan da heller ikke lade være med at drille sin unge lærling lidt

- Så skal du jo overtage alt det her, siger han.

Så langt er Johannes Bach Holm ikke kommet i sine overvejelser, men han er ret sikker på, at han er kommet på rette hylde.

Billede beskrivelse

Han er faktisk heller ikke i tvivl om, at urmagerfaget er kommet for at blive.

- Mange unge går jo rigtigt meget op i blandt andet gamle ure, og når de for eksempel har arvet et ur med familiehistorie fra deres mormor eller andre, så vil de rent faktisk gerne gå med det, siger Johannes Bach Holm og fortsætter:

- Og så har de jo netop brug for at komme her og få det renset og sat i stand.

Olav Holm Hansen er enig i, at urmagerfaget har en fremtid.

Billede beskrivelse

- Vi har aldrig haft så travlt som nu, for der er mange, der gerne vil beholde de gamle ure. Problemet er bare, at vi ikke er nok urmagere tilbage, og derfor er det også bare så vigtigt, at vi får uddannet flere, så faget ikke forsvinder, siger han.

- Og derfor er jeg også bare så glad for, at jeg har fået den her mulighed.

- Johannes Bach Holm regner ved at være færdig som urmager i 2028.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste