Jens Otto Madsen udgiver bog 9 og 10 om Vrensted. Arkivfoto fra en tidligere bogudgivelse med Brønderslev-historier.
Mennesker

Udgiver mere end 5.000 sider med Vrensted Historier

15. maj 2023 kl. 20:01

To nye bøger med ”Vrensted Historier” er nu udgivet, og samtidig udgives de første bind 1-8 på ny.

Gennem en lang periode har Jens Otto Madsen, der er gammel Vrensted-dreng, igen indsamlet og fået forskellige personer med tilknytning til Vrensted til at fortælle deres historie.

- I 2020 blev der udgivet et sæt på otte bøger med titlen Vrensted Historier, der indeholder flere hundrede artikler om personer, kirke, skoler, Ane Maries Hus, forretninger og landbrug - ja alt vedrørende Vrensted gennem en periode på cirka 100 år, oplyser forfatteren.

Artiklerne er skrevet af mange forskellige lokale forfattere.

I de nye bind 9 og 10 kan man blandt andet læse om forhenværende praktiserende læge Jørgen Schierups liv fra barn over uddannelse til læge på Grønland. Historien om Helga Pallesen, "Han lånte 50 kroner og lavede en millionomsætning", Dybdepløjning i Åsendrup og mange andre lokalhistoriske artikler.

Begge bøger har et indhold på omkring 500 sider og det samlede sidetal for alle 10 bøger er cirka 5.500 sider - så det er noget af et mammutværk.

- Alle 10 bøger kan læses uafhængigt af hinanden, idet indholdet er ene forskellige korte og lange fortællinger uden sammenhæng med hinanden, forklarer Jens Otto Madsen.

Jens Otto Madsen siger om baggrunden for at udgive lokalhistorie:

- Ingen fremtid uden fortid, og formålet med bøgerne er netop at bevare historierne om de personer og virksomheder, der har præget Vrensted forhen og i vores tid, hvilket er grundlaget for Vrensted og landsbyens fremtid.

Annonceret indhold

Nyeste