Tunge vægte og sammenhold: 40 år med styrke, sammenhold og frivillighed
HJØRRING: Hjørring Styrkesport fejrede rund fødselsdag med rekordopbakning og nye fremtidsplaner
På Barfoedsvej i Hjørring ligger Hjørring Styrkesport, en klub med muskler, historie og et fællesskab, som mange større centre kun kan drømme om. I år kunne klubben fejre sit 40-års jubilæum, og festen blev præcis så stærk, som man kunne håbe på.
- Det var superfedt. Større opbakning har jeg ikke oplevet i de ti år, jeg har været i bestyrelsen, fortæller formand Martin Elefsen.
Stemningen var i top, og mange medlemmer havde taget familie og venner med for at heppe. Der blev løftet tungt, grinet og tændt op i grillen.
Fra kælderlokaler til stærk forening
Historien om Hjørring Styrkesport går tilbage til 1985, hvor tre lokale herrer – Jan, Leighton og en tredje ildsjæl besluttede sig for at skabe deres egen klub, efter de pludselig stod uden et sted at træne. De skaffede udstyr, fandt et lille lokale i Bispensgade og åbnede dørene i januar 1986. Allerede efter tre måneder måtte de flytte. Succesen og medlemstilstrømningen var så stor, at pladsen simpelthen blev for trang.
Siden da har klubben haft flere adresser i byen: Albert Gingesvej, Bropladsen, Hedevej og Vandværksvej. Overalt har de bygget videre på samme grundidé – at styrke kroppen og fællesskabet.
- Opskriften på de 40 år? Det er helt klart de frivillige kræfter og den enorme opbakning fra medlemmerne. Man får venner for livet her, fortæller Martin.
Fællesskab og foreningsånd
Selv om styrkeløft for mange kan virke som en individuel sport, er fællesskabet i Hjørring Styrkesport det, der binder det hele sammen. Her er plads til både nybegynderen og den erfarne konkurrenceatlet.
Klubben samarbejder tæt med Anti Doping Danmark og lægger vægt på, at træningen foregår sundt, ansvarligt og med respekt for sporten. De har omkring 140 medlemmer i dag, og medlemstallet stiger.
Fremtid med unge kræfter
Interessen blandt de unge er stor, og det giver energi til hele foreningen. Flere unger tager licens, så de kan stille op til stævner, og flere kvinder er også begyndt at finde vej.
- Det betyder meget for os at engagere medlemmerne. Vi står selv for alt vedligehold, og alle hjælper til. Det skaber en følelse af ejerskab og sammenhold, som vi er stolte af, siger Martin.
Efter flytningen til Barfoedsvej har klubben allerede udvidet én gang – og nu venter endnu en udvidelse på 90 kvadratmeter. Det bliver nødvendigt, for vægtstængerne får stadig flere hænder at deles om.
Og måske er det netop dét, der er Hjørring Styrkesports hemmelighed: her handler styrke ikke kun om kilo, men om vilje, sammenhold og det at være en del af noget, der løfter alle – i mere end én forstand.