Billede beskrivelse

Tina og Klaus købte badehotellet for seks år siden - og de stopper aldrig med at udvikle det

26. november 2025 kl. 06.01

LØKKEN: Når man træder ind på Kallehavegaard Badehotel i Løkken, mærker man det med det samme. Roen, gæstfriheden og den helt særlige badehotelstemning, der er svær at sætte ord på, men som er let at føle. 

Her bor man tæt på havet, men også tæt på historien og de mennesker, der hver dag lægger kræfter og kærlighed i stedet.

Indehavere Tina Bill og Klaus Lund overtog stedet 1. december 2019. I år har de haft deres sjette sæson og syvende vinter. Og selvom sommerhalvåret naturligt er travlt, er vinteren langt fra stille.

Arbejdet sker om vinteren

Når de sidste sommergæster tager hjem, går Tina og Klaus i gang med det, der efterhånden er blevet et vinterritual: renovering.

Lige nu er de i gang med de sidste tre værelser. Når de står færdige, har badehotellet 24 nyrenoverede værelser, alle renoveret med respekt for husets ånd og den klassiske badehotelsstil.

- Vi har altid noget, vi kan finde på, smiler parret.

Billede beskrivelse

Udover renoveringen bruger de vinteren på de opgaver, der ikke er tid til om sommeren: samarbejder, administration, nye produkter og idéudvikling. 

Blandt andet bygger de lige nu et cykelhotel. For cykelturismen fylder også. De samarbejder både med Vesterhavskaminoen, hvor cykelturen har første overnatning hos dem, og med ekstremvandreruten, hvor vandrere også lægger vejen forbi.

Gæster året rundt

Selvom sæsonen topper om sommeren, holder Kallehavegaard åbent i vinterhalvåret. Her foregår indtjek via nøgleboks, og gæster modtager en udførlig guide til alt, de skal vide.

Ro er noget af det, gæsterne fremhæver - især i vinterhalvåret. Når solen går ned, er lyset noget helt særligt. 

Vinteren i Løkken er stille, klar og magisk, og det er der mange, der sætter pris på.

Familier og yogagæster

Traditionelt har Kallehavegaard haft et modent publikum, men med nye familieværelser oplever de nu flere børnefamilier - særligt om sommeren.

Derudover har de et yogastudie på stedet, hvor der både afholdes lokale yogatimer og retreats, som tiltrækker deltagere langvejs fra.

Selvom de snart har sat deres præg i hver en krog på hotellet, er de ikke færdige med at drømme.

- Når alle værelser er klar, handler det om at forfine, fortæller de.

Næste år fylder badehotellet 125 år, og det markerer parret blandt andet med adventskalender i december og en kommende bog, hvor de blandt andet deler historier om hotellet og udviklingen gennem tiden.

Ikke bare en overnatning

Kallehavegaard Badehotel er forpagtet ud på restaurantsiden, men morgenmaden står Tina og Klaus selv for. Om sommeren bliver alle gæster fulgt til døren - en lille gestus, som afspejler den varme og personlige stil, stedet er kendt for.

Uden for sæsonen er det blot de to, der driver hele huset. Det siger noget om engagementet og kærligheden til stedet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste