Svigter hørelsen? Du er ikke alene, forsikrer Hedvig
HJØRRING: Kommunikation er afgørende for menneskers trivsel.
Når hørelsen svigter, kan det være en stor udfordring i dagligdagen, socialt og i arbejdslivet.
Hvis du oplever problemer med hørelsen, er du ikke alene, skriver Høreforeningen i en omtale.
Foreningen arbejder på vegne af de mere end 800.000 danskere, der er påvirket af øresygdomme samt lyd- og høreudfordringer uanset omfang og årsag.
Det gør Høreforeningen blandt andet gennem politisk indflydelse, vidensdeling samt netværk og fællesskaber.
Lokalafdelingen i Hjørring kommune har godt 100 medlemmer, som inviteres til forskellige arrangementer i løbet af året.
- Vi holder årsmøde i februar, og i år vil vi mindst fire gange invitere til hørecafé, som er et lokalt og uformelt arrangement, hvor alle er velkomne og vi mødes i Forsamlingsbygningen i Hjørring. Desuden har det udviklet sig til en god tradition, at vores lokalafdeling på Verdens Høredag 3. marts har stand i Metropol, som alle er velkomne til at besøge, fortæller Hedvig Felvang, der er bestyrelsesformand for Høreforeningens lokalafdeling i Hjørring.
- I løbet af 2025 har vi også sammen med Aalborg-afdelingen inviteret på vandretur i Fosdalen. Mens vores sommerudflugt gik til Bunkeren i Hirtshals og Fun Park, hvor vi både spiste frokost og havde det sjovt sammen. I øjeblikket er vi kun tre frivillige, tilføjer hun og understreger, at man i foreningen sagtens kan bruge flere frivillige.
Ønsker du at være frivillig, kan Hedvig Felvang kontaktes på tlf. 40 37 82 31.
Høreforeningen hjælper medlemmer med at navigere i tilværelsen med høreproblemer - både dem, som selv er ramt, men også deres pårørende.
Landsforeningen tilbyder konkret hjælp og kvalificeret rådgivning. Faciliterer også diverse kurser, arrangementer og netværksarrangementer for både børn og voksne.
Det gør foreningen, fordi det er vigtigt at have adgang til relevant og faglig viden, og også vigtigt at få mulighed for at udveksle personlige erfaringer og netværke med ligesindede.
Unge mellem 18 og 30 år kan tegne et årligt medlemskab for 200 kr.
Øvrige voksne skal betale 325 kr.
Et familiemedlemskab dækker hele husstanden og koster 460 kr. årligt.
Ønsker du at vide mere om andre frivillige sociale tilbud, eller muligheder for at blive frivillig, er du velkommen til at kontakte Frivilligcenter Hjørrings koordinator, Mette Jakobsen, som træffes på tlf. 24 26 40 70.