Billede beskrivelse

Styr på økonomien kan give mere energi i hverdagen

04. februar 2025 kl. 14.02

HJØRRING: Mange oplever udfordringer med at betale regninger til tiden, læse breve fra e-Boks eller holde styr på økonomien generelt. For dem kan det være en god idé at søge hjælp hos økonomi- og gældsrådgivningen på Amtmandstoften i Hjørring.

Økonomi- og gældsrådgivningen drives af KFUM Sociale Arbejde og er en frivillig samt anonym rådgivning. Her kan man få hjælp til at skabe overblik over økonomien og udarbejde et budget. Det kan blandt andet handle om at oprette en budgetkonto og tilmelde faste udgifter til automatisk betaling. Der tilbydes også vejledning om gældssanering, eftergivelse af gæld samt regler vedrørende rykkergebyrer, inkasso, forældelse, SKAT og skilsmisse.

Marianne Jensen har været økonomi- og gældsrådgiver siden 2013. Da Fagbevægelsens Hovedorganisation lukkede rådgivningen i Hjørring, blev hun kontaktet af KFUM Sociale Arbejde, hvor hun nu fungerer som frivillig rådgiver.

– Jeg er uddannet jurist og har mange års erfaring i økonomi- og gældsrådgivning. Der er sjældent nemme løsninger, men når først der bliver arbejdet med sagen, finder vi som regel en tilfredsstillende løsning. En tidligere rådgivningssøgende sagde engang til mig: "Nu ser fremtiden lysere ud, fordi jeg har en plan for, hvordan en sekscifret gæld kan afvikles". Mange ville have sparet bekymringer, søvnløse nætter og renter, hvis de havde søgt hjælp tidligere. Derfor håber jeg, at flere tør tage skridtet, fortæller Marianne Jensen.

Nogle har brug for rådgivning én enkelt gang, mens andre har behov for længerevarende forløb. Rådgivningen er uafhængig af myndigheder, kreditorer og banker, men bygger på solid juridisk viden og erfaring, hvilket gør det muligt at navigere i regler og praksis ved henvendelser til relevante instanser.

– Mange bliver overraskede over, at professionel hjælp kan fås helt gratis og uvildigt. Men heldigvis findes organisationer som KFUM Sociale Arbejde, der ser vigtigheden af denne indsats. For mig er det en stor glæde at være frivillig rådgiver og opleve, hvordan indsigt og overblik kan give mennesker ro og overskud til at fokusere på andre vigtige aspekter af deres liv, siger Marianne Jensen.

For yderligere information om frivillige sociale tilbud kan Frivilligcenter Hjørring kontaktes.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste