Billede beskrivelse

Stort padelstjerne-talent er begejstret over lokal klub

17. februar 2025 kl. 06.01

HJØRRING: Ricard Manchon er ikke en hr. hvem som helst på en padelbane. Han er nemlig en af Danmarks bedste padel spillere gennem tiderne, fortæller H.C. Hartmann-Nielsen fra SHI Hjørring Padel og Padel Club Hjørring.

Igennem 4 dage havde SHI Hjørring Padel og Padel Club Hjørring besøg af Danmarks tidligere nummer 1, spanske Ricard Manchon, og det gjorde indtryk på de deltagende.

Arrangementet betød mere end 30 timers gæstetræning på et højt niveau til glæde for både centret, samt foreningens medlemmer og frivillige, fortæller H.C. Hartmann-Nielsen.

- Ricard Manchon er en helt fantastisk formidler, og han har en træningsintensitet som ingen af os kan matche. Man kan tydeligt mærke, at han har stor erfaring i at lære fra sig.

Billede beskrivelse

Siden 1. januar har klubben været tilknyttet SHI Hjørring. Ambitionen var, at der skulle være en tilgang på 150 medlemmer det første halvår.

- Nu er vi på 200 på bare de første måneder af året, siger H.C. Hartmann-Nielsen.

Han er ikke i tvivl om, at padel-sporten har fået vind i sejlene, fordi det sociale aspekt også bliver vægtet.

- Her er tredje halvleg og grin og sjov i omklædningsrummet. At det så også er en sport, som det er forholdsvis let at komme i gang med – også hvis man aldrig har prøvet det før – tæller selvfølgelig også, siger H.C. Hartmann-Nielsen.

Billede beskrivelse

Lige præcis den gode stemning og den uformelle tone, var da også noget af det, der havde gjort mest indtryk på den berømte padelspiller, der er på vej til Singapore for at arbejde som sportsdirektør.

- Han har allerede skrevet, at vi skal huske at få aftalt noget igen, og han syntes, at sammenholdet her i vores nordjyske klub var noget helt særligt, og også anderledes end det, han har mødt før, siger H.C. Hartmann-Nielsen.

- Så vi håber at se ham inden alt for længe igen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste