Stormøde for frivillige i Røde Kors
Røde Kors, som fik et imponerende resultat i forbindelse med den seneste indsamling, afholder stormøde tirsdag d. 23. maj for frivillige i Løkken-Vrås afdeling.
Arrangementet foregår i Vrå Sognegård fra kl. 19.00 til kl. 22.00, og man håber at se rigtig mange fremmødte på aftenen, som kommer til at rumme flere livsbekræftende momenter.
Program
Efter velkomst og indledende sang kobler man sig på en direkte forbindelse til det krigshærgede Ukraine, hvor udsendte Jan Erik Krøyer, som er Head of Operations, fortæller om situationen netop nu.
Beretningen fra det østeuropæiske land, som på ufattelig og utrættelig vis stadig kæmper for sin frihed, følges op af mere fredelig kaffe og kage samt amerikansk lotteri, der altid er hyggeligt og et stort hit.
Dette bliver sidst på aftenen fulgt op af en videofilm på ti minutter produceret til lejligheden af formand Arne Dørup Jensen. Filmen fortæller om arbejdet siden generalforsamlingen i februar og indeholder nyheder, der rækker frem i tiden.
Traditionelt afsluttes der med en godnatsang, og hensigten er, at alle deltagerne på stormødet efterfølgende kan tage hjem derfra med berigende oplevelser i rygsækken.
Tilmelding
Hvis du har lyst til at deltage i arrangementet, så sker tilmelding enten ved personlig henvendelse i Røde Kors-butikken i Vrå eller via telefonnummer 28 87 28 39 senest fredag d. 19. maj kl. 16.00.
Bestyrelsen håber på et stort fremmøde og ser frem til en både meget spændende og hyggelig aften i hinandens gode selskab, mens man samtidig kan reflektere over verden lige nu.