Stor donation: Nu skal der bores ved tennisklub
HIRTSHALS: Nordea Fonden har bevilget 48.750 kroner til en brøndboring ved Hirtshals Tennisklub.
- Tennisklubben kan spare 10.000 kroner om året ved at bruge vand fra egen boring, siger formanden for Hirtshals Tennisklub, Susanne Krohn Djurhuus.
- Vi regner med at få 27.000 kroner fra Spar Nord Fonden også, for boringen koster cirka 75.000 kroner. Men vi er meget glade for, at Nordea Fonden har givet os tilsagn om 48.750 kroner, så vi snart kan starte en boring efter grundvandet under tennisbanerne.
- Vores grusbaner kræver jo meget vanding hele tiden, så det er vigtigt, at vi kan bruge vand fra vores egen grundvandsboring.
Hirtshals Tennisklub er en meget aktiv klub, der gør meget for sporten, for både børn, unge og lidt ældre.
- Alle er velkomne. Vi har åbent alle dage, hele året rundt, og om foråret er der trænerinstruktører, som kan lære folk den ædle sport, siger Susanne Krohn Djurhuus.
Hirtshals Tennisklub oplever en stor fremgang i medlemstal, og det skyldes ikke mindst den nye sport padel-tennis, som tiltrækker både unge og lidt ældre.
- Vi er oppe på 180 medlemmer nu, siger formanden.
Tennisklubben blev etableret i 1938 på området ved Hirtshals Stadion, og i 1971 blev der etableret fire baner på Halvejen. I dag er der også to store padel-tennisbaner.
Det er også vigtigt for en forening som Hirtshals Tennisklub at have en aktiv formand, der sætter mange ting i gang og er god til at holde sammen på medlemmerne. Det har Susanne Krohn Djurhuus vist gennem mange år i samarbejde med bestyrelsen.