Steinar kører el-taxi i Hjørring - og regner med, at flere hopper med på den vogn
Der er ofte ledige pladser ved Hjørrings mange offentlige lynladere, når byens el-taxi har brug for strøm.
Det fortæller Steinar S. Berntsen, der er nystartet taxivognmand i området. Han forklarer, hvorfor grøn taxidrift i Hjørring, efter hans opfattelse, er en god idé:
- En el-taxi giver rigtig god mening her i byen. Vi har mange lynladere, og jeg tror faktisk, at vi er den by i Danmark med flest lynladere i forhold til indbyggertallet. Det betyder, at chaufføren der kører på vognen, kan oplade uden at vente i kø, og det er væsentligt, når tiden mellem turene skal udfyldes.
Vognmanden har dog også fået installeret ladestander i garagen, så der er ikke dagligt behov for ekstra strøm fra en lynlader på den nyerhvervede Tesla Model Y.
- Bilen starter dagen med fuldt opladt batteri, og det er nok til cirka 550 kilometers kørsel. Det hænder dog, at min chauffør i løbet af dagen svinger indenom en lynlader og får et par hundrede kilometer ekstra på, forklarer Steinar S. Berntsen.
Selvom han er ny inden for taxiverdenen, er han bestemt ikke ukendt med biler af alle slags. Hans store interesse er veteranlastbiler, og han har altid haft biler og motorer i blodet.
På et tidspunkt opstod ideen hos Steinar om at investere i grøn omstilling. Derfor var det nærliggende at kombinere interessen for køretøjer med at gøre en indsats for miljøet.
- At være taxivognmand er for mig dels en økonomisk investering, dels en investering i klimaet. Jeg vil gerne vise, at det sagtens kan lade sig gøre med el-taxi - også i Vendsyssel, siger han.
Steinars valg af taxi har udløst nysgerrighed blandt kollegaerne på taxiholdepladserne - især omkring det økonomiske aspekt.
- Jeg har talt med kollegaer, der har et dieselbudget på 7-8.000 kroner om måneden. Når de hører, at jeg maksimalt bruger 1.500 på strøm om måneden, bliver de meget interesserede.
- Når jeg så ovenikøbet fortæller dem, at jeg kan køre 550 km på en opladning, og at det kun tager 25 minutter at fylde 350 kilometer ekstra på, er det som om, at der sker et eller andet, siger vognmanden.
Hvis man som kunde ønsker at køre med el-taxa i Hjørring, kan man ved at benytte Dantaxi-appen prioritere el-taxi som foretrukket valg.
Som ejer af en el-taxi i Hjørring kommer denne mulighed naturligvis Steinars taxi til gode, men dette er en fordel, han ikke tror, han beholder ret længe.
- Med det jeg her har skitseret, er jeg sikker på, at jeg allerede inden for et par måneder får følgeskab af en kollega eller to ved ladestanderne i Hjørring. Reaktionen fra kunderne har kun været positive.
- Det eneste problem er, siger Steinar med et smil, at ikke alle kunder kan finde ud af at åbne døren på en Tesla. Så er det ud af bilen for at åbne døren for dem, slutter han.