Mennesker

Stående bifald til fast klippe i Hjørring Håndbold

24. november 2021 kl. 13:17

Længe har Hjørring Håndbold gemt på en stor og prestigefuld pris, som var tiltænkt foreningens tidligere daglig leder, Per Bach Nielsen.

- Corona har aflyst de oplagte muligheder, bestyrelsen har haft, for at fejre Pers mange års tro tjeneste for Hjørring Håndbold og alle Hjørring Håndbolds medlemmer gennem mere en 25 år, lyder det fra bestyrelsen.

Fredag 19. november ved den årlige uddeling af “Årets HI’er”, var tiden endelig inde til at hædre Per med DHFs ærestegn.

Sølvnålen - ”en anerkendelse for en helt særlig eller langvarig indsats til gavn for Dansk Håndbold Forbund i distriktsforbund, region, udvalg, administration, som dommer, træner, instruktør, spiller eller foreninger under Dansk Håndbold Forbund.”

Peter Jensen fra DHF/JHF – formand kreds 1, holdt tale og overrakte Per nålen.

Med stående applaus og tale fra Hjørring Håndbolds formand Kristine Rokkjær og næstformand Casper Nellemann, fik vi ønsket Per et kæmpe tillykke med nålen, og stor tak for mange års frivilligt arbejde for Hjørring håndbold. Det er SÅ fortjent, og klubben er meget taknemmelig for den store indsats Per har ydet.

- Per har gennem årene deltaget i sammenlægninger, ”skilsmisser”, op- og nedture, og selvfølgelig en masse succes. Per har været en fast klippe i Hjørring Håndbold gennem mange år, hvor han også har haft flere forskellige funktioner. Her kan vi nævne: Formand, Daglig leder, Sponsoransvarlig, kontaktperson til Bingohallen og selvfølgelig bidraget med sin store viden som arrangør af Hjørring messen, lyder det med anerkendelse fra bestyrelsen.

- I fremtiden vil Per fortsat være aktiv i Hjørring Håndbold, både i vores nye seniorklub (+60) men også som aktiv medspiller i messeudvalget, der arrangerer den årlige Hjørring messe. Vi håber fortsat på mange gode år med Per i Hjørring Håndbold. Han er foreningens mand og dem har enhver frivillig forening brug for, tilføjer bestyrelsen.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu