Billede beskrivelse

Sophie kom hjem: Nu skal hun drive tandlægeklinik i nye omgivelser med sin far

25. juli 2024 kl. 06.01

HJØRRING: Det er et generationsskifte i flere tempi. For den ene part er på barsel. Men når det er sagt, så er far og datter, tandlæge Henning og tandlæge Sophie Bak-Mikkelsen, klar til at drive en ny klinik under navnet ”Tandlæge Bak-Mikkelsen” sammen.

Dog i fremtiden med Sophie Bak-Mikkelsen som ejer, og Henning Bak-Mikkelsen som ansat. Dermed er rollerne byttet for de to, der har arbejdet sammen i Henning Bak-Mikkelsens tandlægeklinik i Østergade, siden Sophie Bak-Mikkelsen vendte hjem til Vendsyssel.

Lige nu arbejder de benhårdt på at få deres nye omgivelser i Dronningensgade 12 C - lige klos op ad Christiansgave klar til åbning først i september.

Billede beskrivelse

I den helt nye bygning er det muligt at indrette sig helt som de vil, ligesom der er gode muligheder for at udvide med mere personale, og det er vigtigt for dem, fortæller de.

– Det betyder jo, at Sophie kan få det helt, som hun vil fra starten, og hun skal jo forhåbentlig drive klinikken her mange år frem, siger Henning.

Han ser det også som en stor fordel, at klinikken er i stueplan.

– Det er et kæmpe fremskridt i forhold til vores nuværende rammer på anden sal i Østergade 20, for vi har naturligvis også patienter, der er dårligt gående, fortæller han.

At de to skulle komme til at drive en tandlægeklinik sammen, lå ikke nødvendigvis i kortene.

Sophie Bak -Mikkelsen fortæller, at hun egentlig ikke havde nogen planer om at blive tandlæge som sin far.

– Men jeg håbede nu lidt, du ville komme på ideen, men jeg prøvede ikke at skubbe for meget på, siger hendes far med et skævt smil.

Billede beskrivelse

Det gjorde Sophie Bak-Mikkelsen, for en tur til Afrika efter gymnasiet åbnede hendes øjne for faget.

– Og så havde Henning jo - meget taktisk - sendt nogle små tandbørster med, og da jeg først havde været i kontakt med de afrikanske børn, ja så var der ingen vej tilbage, siger Sophie Bak-Mikkelsen og puffer til sin far.

Efter endt uddannelse er hun vendt tilbage til Vendsyssel sammen med sin mand.

- Han er nu også vendelbo, så valget var ikke så svært. Vi glæder os til at være familie her i Hjørring, siger Sophie Bak-Mikkelsen.

Alle ansatte fra klinikken i Østergade, herunder specialtandlæge Tue Blæhr, følger med til den nye klinik i Dronningensgade. Der er åbent for tilgang af nye patienter, oplyses det.

Henning Bak-Mikkelsen har drevet klinikken i Østergade siden 1996, og her skal patienterne fortsat møde op frem til september.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste