Seneste nyt
Billede beskrivelse

Søren og Elin gik fra parcelhushave til vild oase: - Vi synes, vi har fået et rigere liv

19. maj 2026 kl. 06.01

VIDSTRUP: Det begyndte egentlig med en helt almindelig villahave i Højene. Klippede kanter, staudebede og en klassisk græsplæne som så mange andre steder. 

Men da Søren og Elin Ræbild Kjul flyttede til Vidstrup og overtog en stor grund midt i skovområdet, blev de nødt til at tænke haven på en helt ny måde.

Søndag 17. maj åbnede de haven for besøgende i forbindelse med Vild Havedag, hvor de viste, hvordan “vild med vilje” kan blive både en livsstil og en måde at skabe mere biodiversitet på.

- Vi kommer fra en traditionel villahave gennem 20 år, men mængden af jord herude gjorde, at vi måtte se anderledes på det, fortæller Søren Ræbild Kjul.

Billede beskrivelse

Parret flyttede ind i deres nybyggede hus i 2013. Dengang bestod haven af omkring 4.000 kvadratmeter græsplæne.

- Det tog tre timer at slå græsset. Efter nogle år begyndte vi at tænke: Hvorfor gør vi egentlig det her? siger han med et smil.

I dag er store dele af haven omlagt til vild natur med hjemmeslåede stier, kvashegn, insektvenlige planter og døde træer, der fungerer som insekthoteller. På den 6,4 hektar store grund – hvor størstedelen er skov – lever både rådyr, ræve, egern og et stigende antal insekter side om side med familien.

- Vi synes, vi har fået et rigere liv ud af at være så meget i naturen, siger Søren.

Billede beskrivelse

Det kræver også noget

Selvom haven ser mere fri ud end en traditionel villahave, understreger parret, at en vild have ikke betyder, at man bare lader det hele gro ukontrolleret.

- Man skal huske det der 'med vilje'. Man skal også være naboer til det bagefter. Det betyder ikke, at man ingenting skal gøre, siger Søren.

For dem handler det især om diversitet – at skabe plads til så mange arter som muligt.

- Vi prøver at styre det, så vi får så mange arter i haven som muligt. Uanset om det er planter, fugle, sommerfugle eller jordbier.

Billede beskrivelse

Parret har valgt ikke at have bistader, men glæder sig over de mange vilde bier og store brumbasser, som har fundet vej til haven.

- De kræver ikke, at vi er hjemme hele sommerferien for at passe dem, siger han og griner.

Haven bruges som et ekstra rum

Haven er ikke kun til at kigge på. Den bruges aktivt af familien året rundt med shelter, bålplads, drivhus, urtehave og et udesoveværelse, hvor parret sover store dele af året.

- Det giver rigtig god mening at bruge haven på den her måde. Når vinteren kommer, kravler vi lidt ind og fyrer i brændeovnen, men ellers lever vi meget ude, fortæller Søren.

Billede beskrivelse

Familien oplever også, at interessen for natur og biodiversitet er gået i arv til næste generation. Parrets datter har købt en gård, hvor hun også arbejder med “vild med vilje” og dyrehold.

En arv, der skal passes på

Ejendommen blev købt med et gammelt hus fra 1857, som senere blev revet ned. Men skoven omkring huset blev bevaret.

- Det er faktisk den tidligere ejer, Svend, der plantede hele skoven. Vi føler lidt, at vi har fået en arv, som vi skal passe på og give videre i en form, vi kan være bekendt, siger Søren.

Målet er klart:

- Det skal være et naturligt sted, hvor så mange arter som muligt kan have det godt – inklusive os selv.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste