Billede beskrivelse

Selvfølgelig kan du være med: FC Stjerneskud modtager Handicapprisen 2025

06. december 2025 kl. 19.03

HJØRRING: Torsdag blev Handicapprisen 2025 uddelt. Prisen uddeles af Danske Handicaporganisationer (DH) i Hjørring i samarbejde med Handicaprådet og Hjørring Kommune.

Formand for DH-Hjørring, Birthe Pedersen, bød velkommen, inden selve uddelingen gik i gang i Forsamlingsbygningen i Østergade. Prisoverrækkelsen blev foretaget af Lone Olsen, formand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget i Hjørring Kommune.

Årets pris gik til FC Stjerneskud, en fodboldklub grundlagt for at give børn med særlige behov deres helt eget hold.

– I år havde vi kun én indstilling, men det gør ikke anerkendelsen mindre, sagde Lone Olsen, inden hun overrakte prisen til
Tobias Ørtoft, Line Gregersen Nielsen og Andreas Niemann Christensen fra FC Stjerneskud.

Billede beskrivelse

I sin tale understregede Lone Olsen, at FC Stjerneskud er meget mere end fodbold:

– Det her er ikke bare fodbold. Det er et frirum, hvor forskellighed bliver mødt med åbne arme. Et sted, hvor man kan finde venner, føle sig hjemme og være sig selv – uden forklaring og uden undskyldning, sagde hun.

Hos FC Stjerneskud var der stor glæde blandt både trænere og spillere.

Tobias Ørtoft, der holdt takketalen, udtrykte stor taknemmelighed:

– Vi er meget taknemlige for prisen, men jeg er altså også nødt til at sige, at vi er meget taknemlige for at få lov til at træne lige netop jer, sagde han henvendt til spillerne.

Billede beskrivelse

Line Gregersen Nielsen, der selv har en dreng på holdet, har mærket, hvor stor en forskel klubben gør:

– Vi gør meget ud af, at de kan komme, lige som de er – og i den dagsform, de nu er i på dagen. Så tager vi den derfra. Det er netop derfor, klubben gør en så stor forskel, fordi der bliver taget hensyn til det enkelte barn, fortalte hun.

Sidste år gik Handicapprisen til Anette Ørtoft, stifter af foreningen "Et ben foran." Hun deltog også i årets uddeling, da hun er mor til Tobias Ørtoft.

– Ja, det er jo nærmest ved at blive en vane, at vi er her, sagde hun med et smil.

Billede beskrivelse

FC Stjerneskud var i år de eneste nominerede – i modsætning til tidligere år.

Klubben blev til, fordi de tre lokale klubber Bagterp IF, Lundergård IU og Skibsby-Højene gik sammen om at skabe et fællesskab, hvor børn med særlige behov kunne få deres eget hold.

I dag spiller 20-25 børn i alderen 4-18 år sammen hver lørdag. Og der er plads til flere, fortæller Tobias Ørtoft, som opfordrer forældre og børn, der vil vide mere, til at besøge FC Stjerneskuds Facebookside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste