Seneste nyt
Billede beskrivelse

Sangen vækker minde hos demensramte

29. maj 2026 kl. 06.02

HJØRRING: Der bliver sunget mere rundt omkring på plejecentrene i Hjørring Kommune for tiden, og det kan mærkes.

I forbindelse med den internationale Demensuge har Sangkraft Hjørring sat ekstra fokus på, hvordan sang og musik kan gøre en forskel i mødet med mennesker med demens. Og de gode historier er allerede begyndt at dukke op.

Tidligere på året inviterede Sangkraft Hjørring plejepersonale fra kommunen til kursus i Vendsyssel Teaters musiksal, hvor musikterapeut Karen Bjørnskov satte fokus på demensvenlig fællessang og på, hvordan musik kan skabe kontakt, nærvær og tryghed.

En af dem, der deltog, var Tina Møller Hansen fra Ældrecenter Fynsgade, og hun tog inspirationen med hjem.

- Jeg kunne mærke, at det her kunne noget særligt, fortæller hun.

Efter kurset har hun nemlig startet et kor op på ældrecentret, og beboerne har taget imod initiativet med stor begejstring.

Når der bliver sunget sammen, sker der noget særligt. Minderne dukker frem, ord kommer lettere og fællesskabet vokser. For nogle beboere kan sangene vække noget genkendeligt i en hverdag, hvor meget ellers kan føles usikkert.

Sangkraft Hjørring har samtidig fået trykt et særligt sanghæfte målrettet mennesker med demens. Her er der blandt andet tænkt over stor skrift og sange uden bladvendinger, så det bliver lettere at være med.

Sanghæftet bliver blandt andet brugt til det demensvenlige sangfællesskab, som finder sted hver mandag i RAV-lokalerne i Hjørring. Her mødes deltagerne til fællessang og kaffe i rolige og trygge rammer.

Interessen har været så stor, at Sangkraft Hjørring nu har fået trykt hele 800 sanghæfter, som er blevet delt ud til samtlige plejecentre i kommunen.

Og tilbagemeldingerne er positive.

- Det var jo lige det, vi kunne håbe på, siger formand Tina Gaarden Geertsen med glæde.

Hos Sangkraft Hjørring håber man, at endnu flere får øjnene op for, hvad sang og musik kan betyde. Ikke bare som underholdning, men som en vej til kontakt, glæde og livskvalitet.

Bag initiativet står også en stor opbakning fra både fonde og lokale samarbejdspartnere, som har gjort det muligt for Sangkraft Hjørring at brede sangfællesskaberne endnu mere ud i kommunen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste