Billede beskrivelse

Sammenbundne milepæle: Ole Kjær kan både fejre fødselsdag og jubilæum

27. marts 2025 kl. 06.01
Opdateret 31. marts 2025 kl. 12.15

LØKKEN: Man skulle egentlig ikke tro det når den lokale ildsjæl, Ole Kjær, går rundt i Løkken med hunden Loui, eller er i gang med en bunkersnak med den unge Tristan Johannsen.

Måske er det noget omkring kærligheden til naturen, der synes at holde den energiske mand evigtung, for der er stadig så mange ting, som Ole virkelig brænder for at vil udrette.

Ole Kjær er gift med hustruen Bente-Kirstine, og flyttede til Løkken for 6 år siden - siden da har han i den grad bidt sig fast i området med sin store ihærdighed og engagement.

Nu er han ved at nå noget af en milepæl i tilværelsen, idet han fredag 4. april 2025 både har 75 års fødselsdag og 25 års jubilæum på samme dag, hvilket naturligvis bør fejres.

For at markere det samlede århundrede, så afholder Ole en uformel reception for alle, der har lyst til at komme på den særlige dag, hos Løkken Bryghus fra kl. 13.00 til kl. 17.00.

Billede beskrivelse

Involveret i flere ting

Hvis nu vejret skulle vise sig fra sin bedre og en kende lunere side, så er det ikke usandsynligt, at Ole ville foretrække receptionen udendørs, for han elsker frisk luft og naturen.

Han har igennem hele sit voksenliv altid fundet en stor glæde i at arbejde med alt det grønne, hvoraf de seneste 25 år har været som selvstændig have- og landskabsdesigner.

Arbejdet har inkluderet omtrent 2500 opgaver af både større og mindre art, hvor Ole har rådgivet, planlagt, designet og tegnet - til glæde for dem, som han har været connected med.

Billede beskrivelse

Tidlig, grøn baggrund

Ole er oprindeligt uddannet væksthusgartner, og har efterfølgende arbejdet med have- og landskabsplanter i forsøg, ligesom han har været havekonsulent og kommunegartner.

Han har også været kirkegårdsleder og gartnerfaglærer, før han i år 2000 besluttede sig for at starte sit eget firma - og siden tilflytningen til kystbyen er meget mere kommet til.

Da han kom til Løkken, så meldte han sig med det samme ind i et nystartet erhvervsnetværk, og han fik straks opbakningen til sin idé om at etablere en hundepark tæt på byen.

Udover den populære park for vores firbenede venner, så er han blandt andet også engageret som frivillig med en seriøs tilgang til Nybæk Plantage, Bunkerstien og andre stier.

Arbejde med Løkken Molefestival, Markedspladsen og byens bedre julebelysning, samt opgaver for Løkken Golfklub og Præstens Have i Ingstrup, har også været en selvfølge.

Tid til anerkendelsen

De mange forskellige opgaver har foregået imens, at han har haft sit firma kørende sideløbende, og det fortæller egentlig meget godt om en mand, som ikke sidder stille.

- Jeg vil jo gerne være med til at gøre Løkken et godt sted at bo for os, der bor her, ligesom det skal være dejligt for alle, som besøger os, fortæller den altid optimistiske Ole.

I det ligger en indrømmelse af, at på trods af at være deltidspensionist og selvstændig på nedtrapning, så kan han ikke lade være med at engagere sig i de frivillige opgaver.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste