Særlig café hjælper nye borgere med at finde fodfæste i Hjørring
HJØRRING: Hvert år flytter omkring 300 internationale borgere til Hjørring Kommune.
Nogle kommer med hele familien, andre alene.
Fælles for dem er, at de skal finde sig til rette i en ny hverdag - ofte langt væk fra deres netværk.
Netop netværk kan være afgørende.
For selvom bolig, job og praktiske ting hurtigt falder på plads, er det ofte først bagefter, at de største udfordringer opstår.
Følelsen af ensomhed eller manglende tilknytning kan ramme hårdt - og nogle tilfælde få nye borgere til at overveje at flytte igen.
Her spiller fællesskaber en vigtig rolle.
Et sted at mødes
Som en del af Hjørring Kommunes indsats for at byde nye borgere velkommen, afholder Bosætningsteamet Newcomer Café på Hjørring Bibliotek.
Caféen finder sted den første onsdag i hver måned fra kl. 15 til 17 - og det er gratis at deltage.
Her er alle velkomne - uanset om man er flyttet til kommunen for to uger siden eller for flere år siden.
Der er ingen fast dagsorden.
I stedet er der fokus på det uformelle møde mellem mennesker - samtaler, grin og erfaringsudveksling på tværs af kulturer og baggrunde.
Sprog og fællesskab går hånd i hånd i Newcomer Caféen.
Der bliver så vidt muligt talt dansk - eller øvet små hverdagsfraser - i et trygt og uformelt miljø.
Det giver deltagerne mulighed for at bruge sproget i praksis og samtidig lære hinanden bedre at kende.
For mange handler det om at få nogen at hilse på i byen, nogen at følges med til arrangementer - og i sidste ende føle sig som en del af lokalsamfundet.
Fællesskaber, der vokser
Ud over snak og samvær opstår der ofte idéer til aktiviteter - både for familier og netværk.
Nogle bliver til fælles arrangementer arrangeret af Bosætningsteamet, mens andre udvikler sig til små, selvstændige fællesskaber.
På den måde vokser netværket, og rødderne i lokalområdet bliver stærkere.
At falde til et nyt sted er ikke kun den enkeltes ansvar.
Hjørring Kommune opfordrer derfor også lokale borgere til at tage godt imod nye naboer - et hej, en invitation eller en snak kan gøre en stor forskel.
Newcomer Café er ikke kun for internationale borgere. Også danske tilflyttere er meget velkomne til at deltage og blive en del af fællesskabet.