Billede beskrivelse

Rasmus fra Hjørring forsker i coronaramte New York: - Der var en stemning af bekymring og panik i byen

31-årige Rasmus Pihl forsker i brystkræft i New York. Da coronaen ramte, måtte han imidlertid indstille alt i både arbejds- og fritidsliv

05. februar 2021 kl. 06.30
Opdateret kl. 09.15

HJØRRING: "Der skete så mange voldsomme ting, at jeg også fik noget perspektiv på tingene."

For Rasmus Pihl fra Hjørring udviklede en tilværelse som kræftforsker i New York sig dramatisk, da covid-19-pandemien ramte byen - og hele verden - i foråret sidste år. Mundbind og håndsprit kom på indkøbssedlen, og Netflix-kontoen hjemme på fjernsynet blev nu vigtigere end nogensinde.

Rasmus Pihl genkender nødvendigheden af netop Netflix i privaten, for hans forskning var ikke fremskreden nok til, at han kunne arbejde videre med den derhjemme. I stedet kunne han betragte en storby i knæ fra sin lejlighed på Upper East Side på Manhattan. De daglige dødstal eksploderede, og lighusene havde svært ved at følge med.

- Det ramlede ret meget i New York i foråret. Det var selvfølgelig frustrerende for mit personlige projekt, men der var en stemning af bekymring og generel panik i byen, og det fyldte mest, fortæller Rasmus Pihl.

Hjemmestudier på amerikansk

I november 2019 flyttede Rasmus Pihl til New York sammen med sin kæreste Anne. De studerede dengang begge på Aarhus Universitet, men fik altså muligheden for at rejse over Atlanten i forskningsøjemed.

Billede beskrivelse

Det lå dog ikke i kortene, at meget af tiden i den amerikanske storby skulle foregå indendørs derhjemme. I stedet for lange dage i laboratoriet måtte Rasmus Pihl indstille sig på lange dage i lejligheden.

- Jeg er super-afhængig af laboratoriet, og jeg nåede ikke ret langt, før det hele lukkede ned, fortæller Rasmus Pihl.

Rasmus Pihls forskning

Forsker i epigenetik og brystkræft

Undersøger om man kan dræbe kræfceller ved at hæmme et enzym kaldet DJ-1

Et udgangsforbud om aftenen samt massive og voldelige Black Lives Matter-demonstrationer holdt samtidig Rasmus og kæresten fra at opleve New York på gaden.

- Ens selvstændighed når nye højder, konstaterer Rasmus Pihl.

Pipetter som valuta

Som forsker i en coronatid oplever Rasmus Pihl også på tæt hold, hvordan banale dele som pipetter, som bruges flittigt til forskning, blev en reel genstand for handel. En stor efterspørgsel medførte handel med de små plastikstykker.

Billede beskrivelse

- Man kan ikke få pipettespidser, som er efterspurgt i test. Det er den største hæmsko lige nu. Der er ved at opstå en intern bytteøkonomi, hvor de forskellige laboratorier handler i reagensglas eller forskellige plastikdele. Alt er mere bøvlet, siger Rasmus Pihl.

Han er nemlig vendt tilbage til laboratoriet, hvor han nu kan tilbringe helt op mod 50 timer - med mundbind, afstand og konstant afspritning.

- På det personlige plan har jeg lært at acceptere tingenes tilstand og ikke stresse for meget over ting, der er uden for min kontrol, siger Rasmus Pihl.

Rasmus Pihl - blå bog

31 år.

Fra Hjørring.

Bosiddende på Manhattan, New York

Tilknyttet Aarhus Universitet og Memorial Sloan Kettering Cancer Center

Arbejder på et studie med titlen ”Investigating the histone-protective role of DJ-1 in breast cancer as a novel therapeutic target”

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste