Ole Thomsen fejrer 1. juli 50 års jubilæum som købmand i Tårs.
Mennesker

Ole Thomsen går sine egne veje, og det er gået godt som købmand i 50 år

01. juli 2022 kl. 16:10

TÅRS: Ole Thomsen kan nu fejre 50 års jubilæum som købmand i Tårs, og samtidig er det 100 år siden, at Ole Thomsens far Harald Thomsen kom til Tårs og blev købmand i Bredgade. Siden blev det også til en foderstofforretning, der dog blev solgt fra til Nordjysk Andel i 2002. Det gav så mulighed for at bygge endnu en dagligvareforretning i Sindal. I dag er der knap 40 fuldtids ansatte i begge forretninger.

- Det flyder i blodet i vores familie, og jeg bliver aldrig træt af kontakten til kunderne og leverandørerne, siger Ole Thomsen, der fylder 77 år, men stadig er i forretningen hver dag fra kl. 7 til kl. 18, dog afbrudt af en middagslur midt på dagen. Godt nok samarbejder han nu tæt med sin søn Harald Thomsen om driften af de to Superland forretninger i Tårs og Sindal, og det er også hans to sønner Harald og Søren, der står som ejere af forretningerne.

Ole Thomsen runder 50 år som købmand. Han brød med diverse kæder og lavede sin egen, Superland

Hvis Ole Thomsen skal tales varm, skal snakken bare drejes ind på de store dagligvare-kæder, som Ole Thomsen for syv år siden vendte ryggen.

- De vil jo bestemme alt, og det kunne vi ikke leve med. Fx. mente de, at jeg skulle betale 10.000 kroner for et pap-billede af mig selv, der skulle stå ved indgangen. Det giver da ikke mening, når jeg går rundt i levende live i butikken. Vi vil bestemme selv, fastslår Ole Thomsen, der ikke et sekund har fortrudt, at han valgte at sige nej til at blive en Meny, og i stedet tog sit gamle butiksnavn Superland.

Ole Thomsen gør meget ud af være synlig i butikken.
Købmandsforretningen i Bredgade, som den oprindeligt så ud

Superland har netop opsagt samarbejdet med Bonus, der har haft tankanlægget på p-pladsen, men nu vil Ole og Harald selv forsøge sig med at sælge benzin.

- Vi har ikke rigtig haft et samarbejde med Bonus, så nu vil vi også prøve, hvordan benzinmarkedet er, fortæller Ole Thomsen.

Kan du så love kunderne billigere benzin, end man må betale andre steder?

Nej, men jeg kan love, at det ikke bliver dyrere end andre steder, fastslår Ole Thomsen.

Superland har også bygget vaskehal for nogle år siden, og den seneste nyskabelse er nye flaskeautomater, hvor kunderne kan hælde en hel sæk tomme dåser i på én gang. De automater har kostet over en million kroner stykket, og det er ikke fordi forretningen tjener penge på returpant. Tværtimod koster det en lille afgift på nogle få ører for hver flaske eller dåse, der bliver indleveret. Men de nye automater er blevet noget af et trækplaster. Ole Thomsen skønner, at mængden af pantemballage er otte-doblet.

Sønnen Harald Thomsen tager sig af den digitale del af forretningen.

- Han har aldrig sendt en sms eller en email, men mærkeligt nok kan han godt finde ud at installere en app på sin telefon, når han skal se fodbold. Men han er god til rigtig mange andre ting og kender jo gud og hver mand. Det er sjældent, at vi skændes om tingene, siger Harald Thomsen.

Nyeste