Nyvalgt politikers søn ramt af kræft
Ved kommunalvalget havde Gry Bruun Nielsen (R) et flot valg og sikrede en plads i byrådet i Hjørring til de Radikale for første gang i 12 år, og ved konstitueringen fik hun en af de tunge formandsposter og blev formand for børne-, fritids- og undervisningsudvalget.
Få uger senere står den nyvalgte politiker nu i en hel anden situation. Hendes tre-årige søn har fået konstateret leukæmi, og hverdagen foregår lige nu på Skejby Sygehus.
Situationen med sønnen er uafklaret, og dermed er det også på nuværende tidspunkt svært at sige noget sikkert om, hvordan det ser ud med at tage fat på de nye poster efter nytår.
- Det ved vi ikke endnu. Det er helt uafklaret endnu, hvordan vi står. Vi kender ikke hans videre behandlingsforløb, det ved vi først i starten af januar. Derfor ved vi ikke noget om det endnu. Jeg tiltræder, som det er nu, per 1. januar. Det er udgangspunktet. Men det kan med en kræftsyg dreng selvfølgelig ændre sig. Det er jeg i tæt dialog om med resten af konstitueringsgruppen, baglandet og bestyrelsen, fortæller Gry Bruun Nielsen.
Det var 1. december, at sønnen fik stillet diagnosen.
Gry Bruun Nielsen er 33 år og bor i Hirtshals.