Nyt æresmedlem i Hjørring AIK Frem
HJØRRING: Fodboldklubben på Thomas Morildsvej har fået et nyt æresmedlem. Navnet Morten Christensen siger nok ikke mange ret meget, men siger man Gummiben, ved alle, hvem der tales om.
Morten Christensen blev af bestyrelsen udnævnt til æresmedlem i forbindelse med fejring af sin 60-års fødselsdag, selvfølgelig afholdt i FREM´s klubhus.
Morten Christensen har altid været Fremmer, spillede i ungdomsårene, spillede i seniorårene og spiller stadig oldboys kampe. Han har også varetaget trænergerningen over flere omgange, først som ungdomstræner, så en lille afstikker til Hirtshals som ynglingetræner, og tilbage i Frem som træner og en af frontfigurerne ved opstart af U15 til U19 i Frem.
Som leder i Frem startede Morten Christensen i 2000 som ungdomsformand, en post han varetog frem til 2005, hvor han overtog formandsposten efter Ole Larsen, der måtte træde tilbage på grund af sygdom.
Formandsperioden varede fra 2005 til 2008, hvor Frem i 2007 rundede de 75 år.
Morten Christensen har siden 2012 deltaget i bestyrelsesarbejdet og er et af de helt store lokomotiver ved klubbens afholdelse af Dyrskue og Dana Cup år efter år.
Mortens største arrangement har helt sikkert været sit og sin families kæmpe arrangement med at give Krænni en fantastisk seniortid, alderdom og værdig afsked med livet.
Morten Christensen var de sidste mange år Krænnies værge, og familien var Krænnies familie – det er der rigtig mange, der skylder Morten Christensen og familien en kæmpe tak for.
Klubbens formand, Jørgen H. Larsen, overrakte æresmedlemsnål og diplom, og Morten Christensen blev fejret på behørig vis.