Nu gentages succesen: Motorcykeltræf midt i badeby
Bare fordi man måske har fået en god portion mere livserfaring end de fleste i tilværelsen, så er det ikke ensbetydende med, at livet skal være kedeligt, trivielt og for ensformigt.
På Løkkens Ældrecenter Havgården tænker man ofte i utraditionelle baner, så vores modne medborgere også kan blive mere underholdt og ikke føler sig ensomme.
Derfor afholder man lørdag d. 24. juni fra kl. 11.00 til kl. 13.30 igen træf på byens ældrecenter, hvor man gentager sidste års succes med både motorcykler og veteranbiler.
Kom og vær med
Beboerne nyder åbenlyst, når der jævnligt sker noget ud over det sædvanlige - og dette forudsætter, at både plejepersonale og frivillige gør en fantastisk indsats i hverdagen.
Hvis du har lyst til at komme og vise dit køretøj frem, sparke lidt dæk og give et par hyggelige timer godt ud, så skal du derfor være så hjerteligt velkommen til at være med.
Det tilsvarende arrangement sidste år var en stor oplevelse for beboerne, hvor der blev vist 86 motorcykler og nogle veteranbiler. Og i år håber man, at det bliver endnu større.
Ændringer i 2023
Konceptet er blevet udvidet i forhold til 2022 med nogle ændringer, idet der i år også vil være en pølsevogn, hvor man kan købe forskellige slags lækre hotdogs og sodavand.
Udover pølsevognen, som trodser inflationskurven med favorable priser, så vil der også være salg af kage og kaffe. Hele overskuddet går ubeskåret til sjove aktiviteter for beboerne.
Det vil være en stor hjælp for personalet og de frivillige kagebagere, at man melder hurtigt ud, hvis man gerne vil være med. Man glæder sig til at se alle, der har lyst til at deltage.
Kontakt aktivitetsmedarbejder Kristine Kjær via e-mail på kristine.kjaer@hjoerring.dk for din tilmelding og mere information om det spændende arrangement på den sidste lørdag i juni.