Nordjyske skøjtesøstre krydser landsdelen for at dyrke hobby
Hjørring-søstre er blevet bidt af udfoldelserne på isen
De to søstre, 10-årige Marie og 12-årige Andrea Sørensen, som går i henholdsvis 4. og 6. klasse på Højene Skole i Hjørring, er ikke helt som andre piger fra Hjørring - de går nemlig begge til kunstskøjteløb i Frederikshavn Skøjteforening.
Begge piger startede i Frederikshavn Skøjteforening sidste efterår uden nogensinde før at have prøvet at stå på skøjter i en skøjtehal.
Storesøster Andrea Sørensen fik smag for skøjtesporten, efter at hun havde prøvet at stå på skøjter på én af søerne i Hjørring i forbindelse med den meget kolde vinter, vi havde for et par år siden - og så bidrog skøjteløb i TV også til interessen for sporten.
Problemet var dog, at den nærmeste skøjtehal ligger i Frederikshavn, og det var ikke sådan lige at overtale mor Ditte Sørensen til at tage køreturen til Frederikshavn. En weekend, hvor Ditte Sørensen ikke var hjemme, valgte pigernes far dog, uden at deres mor vidste det, at tage turen fra Hjørring til Frederikshavn, så pigerne kunne komme til prøvetræning i Frederikshavn Skøjteforening - og det var en stor succes.
Bidt af skøjteløb
Begge piger blev med samme bidt af skøjteløbet, selv om det mest var Andrea Sørensen, der i første omgang gerne ville prøve.
Sidste sæson trænede pigerne to gange om ugen på klubbens begynderhold, Skøjteskolen, men fra starten af denne sæson er de begge rykket på Spirer-holdet og træner nu tre gange om ugen på isen.
Det er næsten altid deres mor, der tager turen fra Hjørring til Frederikshavn, mens deres far har tjansen med at køre til fodbold med Andrea Sørensens tvillingebror, David, der spiller fodbold i Hjørring.
Pigerne glæder sig lige nu til, at de skal til "Funskate Konkurrence" i Esbjerg 18. november. Det er tredje gang, de deltager en i Funskate Konkurrence. Den første gang var de i Silkeborg, og her vandt Marie Sørensen faktisk guldmedaljen i den række, hun stillede op i. Selv om det er en lang tur at køre til Esbjerg, gør forældrene det gerne, da det er en super hyggelig dag, hvor alle hygger sig med hinanden.
Har du lyst til, eller har du et barn, der kunne tænke sig at starte til kunstskøjteløb, er der åben for nye medlemmer i Frederikshavn Skøjteforening. Skøjteskolen træner hver onsdag kl. 16.45-17.30 og hver lørdag kl. 10.45-11.30, og der er altid to gratis prøvetimer og skøjter, der kan lånes.