Billede beskrivelse

Nordjysk samarbejde vil være bedst i landet - og henter nu en stærk profil

Biogassammenslutning henter tung energiprofil og rækker ud efter millioner af tons CO2 fra biogasanlæg og affaldsværker

15. august 2023 kl. 14.01
Opdateret 16. august 2023 kl. 11.25

En af landets stærkeste profiler - Henrik Iversen - skal være med til at sikre de næste skridt for et ambitiøst energisamarbejde med afsæt i Nordjylland.

Bag det nævnte samarbejde - som bærer navnet Biocarb Solution - står fem lokale biogasanlæg. Det er BB Biogas, GrønGas, Rønnovsholm Biogas, Sindal Biogas og Vrejlev Bioenergi.

Det er 1. september, at 58-årige Henrik Iversen tiltræder som arbejdende bestyrelsesformand for Biocarb Solution. Han kommer senest fra en stilling som underdirektør i Andel Energi A/S og har mere end 20 års erfaring fra ledende stillinger i energisektoren. Han har blandt andet været næstformand i DI Energis gasforening Green Gas Denmark.

Biocarb Solution ApS er baseret på Hirtshals Havn, og man vil være landets førende aktør inden for indsamling og afsætning af biogen CO2. Den ambition tiltaler Henrik Iversen.

- Det er potentialet og udfordringen, der motiverer mig, og jeg har altid haft en ambition om at gøre en forskel på energiområdet, siger han i en pressemeddelelse.

Om Henrik Iversen

  • Henrik Iversen kommer fra en stilling som underdirektør i Andel Energi A/S og næstformand i DI Energis gasforening Green Gas Denmark. 
  • Han har desuden tidligere været direktør for handelsselskabet i HMN Naturgas (det nuværende Evida) og vicechef for storkunder i DONG (nuværende Ørsted). 
  • Derudover har han været market manager for det amerikanske energiselskab Mirant (nuværende Reliant) i Amsterdam med ansvar for at opbygge selskabets gasstrategi for det europæiske marked.

Nordjysk samarbejde

Det var i efteråret 2022, at de fem nordjyske biogasanlæg stiftede sammenslutningen. 

Biogasanlæggene investerer i de kommende år i CO2-fangst og lagerfaciliteter på anlæggene, så de kan transportere flydende CO2 til lagring i undergrunden. 

Se også
Ambitiøst nordjysk samarbejde giver rørledning fra Aalborg til Hirtshals: - Nu vokser vi til en helt anden skala

Biocarb Solution skal blandt andet transportere CO2 fra de fem anlæg til et kommende lager på Hirtshals Havn. Herfra skal det sejles ud i Nordsøen og pumpes ned i tomme oliefelter. På sigt kan den rene biogene CO2 fra biogasanlæggene også bruges i grøn energiproduktion - eksempelvis Power-to-X.

Og da Biocarb Solution vil være landets førende aktør inden for indsamling og afsætning af biogen CO2, så appellerer man til landets øvrige biogasanlæg, landets affaldsforbrændinger samt virksomheder, der fyrer med biomasse. Alene de danske biogasanlæg udleder ifølge Biogas Danmarks Biogas Outlook 2022 i dag tilsammen 1 mio. tons biogen CO2 om året.

- Jeg vil gerne være med til at sammenkoble fremtidens grønne energisystem og sørge for, at vi som samfund får de forskellige energiressourcer til at spille sammen – herunder brint, biogas, CO2 og el fra sol og vind. Jeg tror på, at Biocarb Solution kan blive en vigtig del af det system, og derfor er det også afgørende, at vi netop tænker holistisk og dermed i koblinger med andre energiformer, siger Henrik Nielsen.

- Jeg bliver en arbejdende bestyrelsesformand og vil ud over strategisk udvikling arbejde målrettet med at åbne døre til potentielle kunder og samarbejdspartnere i hele landet, så vi skaber alliancer og afsætningskanaler for CO2. CO2-fangt og -udnyttelse er afgørende for omstillingen af vores energisystem, og Biocarb Solution har et kæmpe potentiale i forhold til at kunne hjælpe landbruget, renovationsbranchen og andre dele af dansk erhvervsliv med at vende deres udledning af biogen CO2 til en fordel, siger han.

Stolthed over ansættelsen

I Biocarb Solution er der enorm tilfredshed med, at der er lavet en aftale med Henrik Nielsen.

- Vi er rigtig stolte af, at Henrik har valgt at blive en del af Biocarb Solution. Henrik kommer med en ekstremt stor erfaring og et værdifuldt netværk inden for gas- og energisektoren. Vi tror på, at han vil spille en afgørende rolle i vores strategiske udvikling og i at bringe vores ambitioner ud til biogasanlæg, affaldsværker og virksomheder i hele landet, så vi bliver den platform, man går til, når man skal finde afsætningsmuligheder for sin indfangede CO2, siger den administrerende direktør i Biocarb Solution, Carsten Joest Nielsen.

Carsten Joest Nielsen er primær ansvarlig for den daglige drift og den konkrete indsats i relation til Greenport Scandinavia-projektet, hvor man sammen med INEOS Energy, Wintershall DEA, Hirtshals Havn, Biocarb Solution, Evida og Hirtshals Havns udviklingsselskab Greenport North samarbejder om udskibning af CO2 til Siri-feltet i Nordsøen som led i "Project Greensand".

Om Biocarb Solution ApS

  • Biocarb Solution er et samarbejde mellem fem biogasanlæg i Nordjylland - BB Biogas, GrønGas, Rønnovsholm Biogas, Sindal Biogas og Vrejlev Bioenergi.
  • De fem biogasanlæg opgraderer hver især biogas til bionaturgas. I den proces udskilles ca. 40 procent biogen CO2. Biogasanlæggene investerer i de kommende år i CO2-fangst og lagerfaciliteter på anlæggene, så de kan transportere flydende CO2 til lagring i undergrunden. Det kaldes Carbon Capture Storage (CSS). På sigt kan Biocarb Solution også arbejde med Carbon Capture Utilisation (CCU).
  • Ambitionerne rækker langt ud over den biogene CO2 fra de fem nordjyske anlæg. Biocarb Solution vil være landets førende aktør inden for indsamling og afsætning af biogen CO2 og vil således blandt andet appellere til landets øvrige biogasanlæg, landets affaldsforbrændinger samt virksomheder, der fyrer med biomasse.
  • Biocarb Solution ApS ejes af en sammenslutning af biogas investorer i Danmark.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste