Fra skoletræt til selvstændig: 17-årige Noah cykler rundt med støvsuger og rengør biler
HJØRRING: Noah Manly er 17 år og har eget firma. Firmaet hedder Cleancar, og her tilbyder han rengøring af biler indvendig. Han cykler ud til bilejere, og grejet til opgaven - inklusiv en støvsuger - har han i en trailer efter cyklen.
- Jeg aftaler med kunderne, hvor og hvornår - og så cykler jeg ud til dem og gør deres bil ren indvendig.
- Nogle af dem vil have bilen gjort ren, mens de er på arbejde, og andre kører jeg hjem til.
Noah har begrænset sit arbejdsområde til adresser inden for Hjørrings byskilte.
Nogle bilejere vælger også at aflevere bilen hjemme hos Noah, og her er der også mulighed for at få en udvendig vask.
At Noah Manly i dag har etableret sig med eget firma, er hans mor, Sabbie Nimand Manly, kraftig medvirkende til.
- Noah gik ud af 9. klasse og var rigtig skoletræt. Han begyndte i 10. Ny, men det fungerede ikke rigtigt. Han passede ikke ind.
Efter en periode med arbejde hos Brødrene Møll og i Elgiganten opstod ideen om at starte eget firma. Og ideen har vist sig at være god.
Dejligt at bestemme selv
- Jeg har været fuld booket i den her uge og næste uge er der også en masse aftaler. Folk ringer heldigvis til mig - og jeg gør selvfølgelig også noget for at få fat i kunderne, tilføjer Noah.
Således har han uddelt en masser flyers i folks postkasser.
Og indtil nu trives han med opgaverne.
- Det er dejligt selv at få lov at bestemme og styre min tid. Det giver frihed. Jeg har selvfølgelig ikke garanti for at få penge ind, men jeg kan godt lide spændingen og at arbejde for det, smiler han
Noah bor fortsat hjemme, så kost og logi er han sikret - også selvom der skulle opstå huller i arbejdskalenderen.
En indvendig standardrengøring koster 299 kroner og det tager Noah mellem en time og halvanden time at nå i mål med en bil.
- Det skal bare være i orden, der skal ikke være noget at komme efter, smiler han.