Billede beskrivelse

Nedlukket frisør lå vågen om natten: Nu giver hun den en skalle med spritten i børnehaven

04. februar 2021 kl. 19.00
Opdateret 05. februar 2021 kl. 11.44

Sorte udsigter og røde tal på kontoen har fået Signe Leed Thomsen til at træffe beslutninger, som hun ikke havde skænket en tanke for bare et år siden.

Hun bor i Horne, men har i fem år haft Salon Signe i Bjergby - som selvstændig frisør i det nordjyske er hun nu i gang med den tredje nedlukning på mindre end et år.

Signe har bedt sin revisor om at søge midler fra de tilgængelige hjælpepakker, men det ændrer ikke på, at økonomien er blevet presset i salonen, hvor hun også har haft en ansat, Josefine.

- Men jeg måtte desværre sige hende op i fredags. Det gør mega-ondt, men jeg bliver nødt til at få mine omkostninger i bund, så jeg kan klare mig - jeg er alene-mor med to børn, fortæller frisøren, der også er skredet til handling på anden vis: Hun postede et opslag på facebook, hvor hun søgte job - og det gav pote:

- Jeg har fået job som ”sprit-dame” tre timer dagligt i en børnehave i Tårs, hvor jeg blandt andet rengør dørhåndtag og legetøj. Desuden arbejder jeg også som pædagogmedhjælper-vikar. Jeg er bare så glad for at have et job at stå op til - og at kunne tjene lidt penge, så mine børn og jeg kan leve. Det har påvirket mig psykisk at være i den her situation, og det er en mega hård tid for alle selvstændige, lyder det fra Signe.

- Jeg blev nødt til at finde noget arbejde - det giver også lidt ro i maven. Ellers er det til at blive sindssyg af, når man ligger om natten og tænker på, hvordan det hele skal gå, uddyber hun.

Midt i glæden over at have fået job skal hun dog fortsat forholde sig til henvendelser fra folk, der spørger, om hun ikke liiige kan komme på besøg med saksen.

- Jeg kan sagtens få 10-15 henvendelser om dagen fra folk, der spørger, om jeg kan klippe dem i deres hjem. Men jeg siger af princip nej - jeg skal ikke risikere at bære smitten rundt i private hjem, siger Signe Leed Thomsen, der håber, at det snart bliver muligt at åbne salonen igen.

- Det er jo det, jeg elsker at lave ...men der går nok et stykke tid endnu, erkender hun.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste