Billede beskrivelse

Naboskab i valgkampen: Genboer stiller op mod hinanden til Hjørring Byråd

01. november 2025 kl. 14.02

HJØRRING: I snart to årtier har de boet over for hinanden og delt mange gode stunder. Nu kæmper de om samme mål: en plads i Hjørring Byråd ved kommunalvalget den 18. november.

Venstres Betina D. Jensen og Socialdemokratiets Thomas Klimek er politiske modstandere – men nabolaget mærker stadig varmen og venskabet mellem de to genboer. Gennem årene har de dagligt mødtes med smil og samtaler, og valget har blot ført til flere sjove drillerier på vejen.

Billede beskrivelse

Hele vejen følger med

Om nogen af kandidaterne opnår valg, afsløres først om tre uger. Men på vejen er opstillingen allerede blevet samtaleemne. Naboerne følger med – og bidrager med både kommentarer og kærlige stikpiller.

- Der er en god stemning på vejen i forhold til, at vi er to, der stiller op. En vej er jo også et lille mikrokosmos af demokratiet. Som lokalpolitiker får man en del spørgsmål til både det nære og kommunen i det hele taget, og det er meget værdifuldt, fortæller Thomas Klimek (S).

Forskellig politik – fælles hjerte for Hjørring

De politiske ståsteder er forskellige, men engagementet i lokalområdet forener. Begge kandidater arbejder for udvikling og fællesskab i Hjørring Kommune.

- Jeg sætter stor pris på det fællesskab og de mange gode stunder, vi har delt gennem årene – både som naboer og som mennesker, der brænder for vores lokalområde, siger Betina D. Jensen (V).

Billede beskrivelse

Vilje til handling

Trods partipolitiske forskelle deler de en vigtig fællesnævner: lysten og evnen til at handle. Begge engagerer sig aktivt i lokalsamfundets udvikling.

- Jeg kender efterhånden Betina ret godt. Vi er begge ambitiøse og målrettede, når vi går ind i noget. Men vi bilder os ikke ind, at vores egen løsning eller udvikling af noget kan ske uden, at det sker med andres tanker eller idéer. Vi gider ikke en masse ævl og kævl og sidde og pege fingre ad dem, der forsøger at sætte noget i gang. Der vil vi begge to i stedet gerne ind og være med. Så trods forskellig partifarve deler vi nok politisk temperament. Der skal ske noget i den her kommune, mener Thomas Klimek (S).

Betina D. Jensen er enig:

- Det er en kæmpe værdi, at vi kan bevare respekten, det gode samarbejde og den positive tone – også selvom vi ikke altid deler de samme politiske holdninger. Forskellighed behøver ikke at skille os ad – tværtimod kan den styrke fællesskabet, når vi mødes med åbenhed og gensidig respekt.

Om Hjørring Byråd fremover får to medlemmer fra samme villavej, afgøres af vælgerne den tredje tirsdag i november.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste