Mindeord: Birgit var en farverig skikkelse i lærerfaget
Dette mindeord over Birgit Haaning Jespersen er indsendt af Kurt Johannesen.
MINDEORD: I februar måned mistede Hjørring en farverig skikkelse. Birgit Haaning Jespersen underviste i en menneskealder gymnasielever på HHX.
Hundredevis af gamle elever kan huske en humørfyldt lærer, som generøst delte ud af sit vid og kunne få en klasse til at grine som få andre. Engelsk var hovedfaget, men også spansk underviste hun i i en periode.
En af Birgits store passioner i formidlingen af stof fra USA var den legendariske Kennedy-familie.
Birgit var oprindeligt en tilflytter. Hun voksede op i Silkeborg, hvor hun, på en traditionsrig skole, afsluttede både folkeskole og gymnasium. Så kom en studieperiode på den daværende handelshøjskole i Aarhus og et muntert ungdomsliv på Skjoldhøjkollegiet, da dette var helt nyt.
Senere fortsatte hun et studieliv i Aalborg med sin mand, Steen. Hun fik også en god erhvervserfaring på Elektrolux. Kronen på det uddannelsesmæssige blev en cand. mag. eksamen fra Aalborg Universitet. Den bragte hende til Hjørring og den omtalte lærergerning på HHX.
Et af Birgits højdepunkter var, da hun blev valgt som årets lærer. Hun nød også studierejserne og samværet med eleverne.
Livet var dog ikke kun spændende uddannelse og erhvervsmæssig succes. Der var også modgang i forbindelse med en alvorlig diabetes og senere kræftsygdom, og en yngre broder, der gik bort tidligt. Grinet var der dog stadig.
Da hendes søster var blevet gift i Israel, blev hun en populær gæst der, og hun nød rigtig mange rejser til Middelhavet. Hun elskede sin søsters dygtige børn.
Birgit var til fest og farver. Trods hård sygdom i den senere del af livet vil Hjørring huske hende især for den muntre undervisning, hun gav sine elever.