Billede beskrivelse

Mindeord: Alle nød godt af Torbens hjælpsomhed

13. august 2024 kl. 17.00

HJØRRING: Kirsten Borghild Nielsen har på vegne af "Blåbærklubben" skrevet mindeord over Torben Willemoes Holst, Blåbærvej 8, Højene, som døde 2. august efter få års alvorlig sygdom. Han blev 77 år gammel.

Efter tre sygdomsforløb, hvor han alle gange blev erklæret rask, måtte han sande, at da sygdommen meldte sig 4. gang, måtte lægerne give fortabt, så det var nådigt, at han fik fred, inden den lovede tidsfrist udløb.

Som søn af bagermester Holst, Skolegade, Hjørring, gik Torben videre i faderens fodspor og udlærte sig til bager og konditor.

Det sidste fik vi naboer og venner stor glæde af, da han til familiefester skænkede os overflødighedshorn og kransekager som gave.

Han endte dog sit arbejdsliv på Slagteriet i Hjørring. Også i folkemunde kaldt ”Byens største bageri”, da mange bagere tog arbejde der. De var vant til at stå tidligt op, hvilket også slagteriarbejdere gjorde.

Jeg kan roligt sige, at det første hus i gaden, hvor der brændte lys tidligt, var i nr. 8.

Torben var ikke blot en dygtig bager, men også god i et køkken, hvor han stod for den daglige madlavning, og ved festlige lejligheder beværtede ”Blåbærklubben” med egne velsmagende livretter.

Han interesserede sig også for haven og dens frugter og havde i alle årene et velassorteret drivhus, hvis grønsager og frugter også blev naboer og venner til del.

Han gik op i sport og var heldig at opnå gevinster ved tipning.

Han havde flair for tal og var en dygtig løser af Sudoku i dagens avis, ligesom han også var en kyndig brætspiller.

Efter opstart af ”Blåbærklubben”, mødtes vi månedligt til debataftener om aktuelle politiske og kulturelle emner/problemer. Der var det Torben en glæde, at vi sluttede aftenerne med danske sange.

Det var ikke kun åndeligt, vi forsøgte at følge med tiden og holde os i gang, men også rent legemligt. Nogle af ”Blåbærklubbbens” medlemmer gik hver uge ture i omegnen på smalle stier/gader og veje året rundt.

Så sent som et par dage før sidste sygdomsudbrud var Torben i front på den ugentlige travetur, ligesom alle de øvrige, hvor han forcerede stigninger i terrænet med største lethed.

Hans død er et hårdt slag for hans nære familie: konen, Dorit, sønnerne Palle, Hasse, James og datteren Camilla med familie. Ikke blot hjemme påtog han sig størstedelen af den daglige drift. Også børn, svigerbørn og børnebørn nød godt af hans hjælpsomhed ved renoveringsarbejder og kørsel mellem hjem og skole.

I taknemlighed over at have været en del af omgangskredsen om Torbens liv og dagligdag, vil jeg til slut udtrykke et: 

Æret være Torbens minde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste