Messing, minder og gamle venner: Brass-bandet mødes 35 år efter DM sejren
Hjørring: Der var både flere briller, lidt mere gråt hår og en god portion gensynsglæde, da tidligere elever fra Hjørring Musikskoles Ungdoms Brass Band i weekenden fandt sammen igen. De nu ikke helt så unge musikere var samlet for at markere, at det er 35 år siden, de vandt DM i brass band i 3. division for første gang i Nordborg.
Siden fulgte flere DM deltagelser gennem 90’erne, hvor orkestret både vandt 2. division og senere kvalificerede sig til 1. division.
Et imponerende niveau for en flok unge, der brugte utallige timer på musikskolen og lærte at spille sammen under dirigent Gunnar la Cour, som stod i spidsen gennem alle årene, konstaterer Thomas Hovaldt, der har været medarrangør weekendens arrangement.
Orkestret har været samlet før - både for at spille og hygge sig, da Gunnar la Cour gik på pension, men denne weekend var noget særligt.
- Det var en forrygende dag sammen med tidligere musikskoleelever, der stadig spiller eminent og forstår at feste om aftenen. Hvilken herlig oplevelse for den gamle lærer, fortalte Gunnar la Cour.
Thomas Hovaldt pegede på, at musikken stadig binder gruppen sammen, selv efter alle årene. Han fortæller, at musikken har været en rød tråd i alles liv siden barndommen, og at de dengang var et stort hold af messingblæsere på musikskolen. De havde et fælles sprog, som stadig lever - også selvom tonerne måske ikke helt rammer som i 90’erne.
Han åbner endda døren på klem for, at jubilæumsåret måske kunne føre til en offentlig koncert.
Den anden arrangør, Sofie Bünemann, i dag læge og bosat i Hedensted, kunne dog konstatere, at tiden ikke kun havde sat sig på håret, men også på instrumenterne. Hun fortalte grinende, at “mit horn havde en noget speciel lyd efter lang, lang tid i kassen”.
Til gengæld glædede hun siger over gensynet og snakken, da den ”alvorlige del” af programmet var overstået.