Merle blev inviteret til træning med Peter Gade
Unge badmintonspillere fra Danmark, Norge, Sverige og Finland var i weekenden til træning hos den tidligere professionelle badmintonspiller Peter Gade. Merle fra Bjergby-Mygdal Badmintonklub var én af dem
Det har været en weekend lidt ud over det sædvanlige for Merle Klausen fra Bjergby-Mygdal Badmintonklub. Hun var nemlig inviteret til badmintontræning i København med selveste Peter Gade som underviser.
Den tidligere professionelle badmintonspiller Peter Gade driver i dag Yonex Peter Gade Academy, der har til formål at hjælpe unge, talentfulde badmintonspillere til at blive endnu bedre.
Og i weekenden var Merle Klausen altså én af de unge, talentfulde badmintonspillere, der blev undervist af Peter Gade.
Det var i forbindelse med VM i badminton, som bliver afholdt i København 21. - 27. august, at badmintonspillere fra Danmark, Norge, Sverige og Finland var inviteret til Yonex Peter Gade Academy, for at få undervisning af Peter Gade.
Peter Gade lå selv øverst på verdensranglisten i 62 uger tilbage i 1997 og 1998.
Fighteren Merle
Det blev en både lærerig og sjov træning, der gav sved på panden, som Merle Klausen deltog i sammen med 13 andre badmintonglade piger. Og Merle kunne da også klappe sig selv ekstra meget på skulderen efter den to timer lange træning.
Med sig hjem fik hun nemlig både titlen som "Træningens Fighter" og en ny, flot T-shirt.
Hjemme i den lokale badminton klub i Bjergby-Mygdal Hallen glæder klubkammeraterne sig til at høre om Merles oplevelse med træningen i København.