På terrassen er det fra venstre Erik Nyemann, Lykke Søgaard Nyemann, Hanne Staun og Jacob Søgaard Nyemann. Foto: Kirsten Olsen
Mennesker

Lykke og Erik indretter sommerhuse med genbrugsfund

25. maj 2022 kl. 06:15

Selv de hyggelige terrassemøbler med hynder er fra Folkekirkens Nødhjælps Genbrugsbutik på Møstingsvej i Løkken.

- Huset får et mere personligt præg – ja der er mere sjæl i sådant et hus, fastslår ejerne Lykke Søgaard Nyemann og Erik Nyemann, mens de nyder en pause på terrassen i sommerhuset i Løkken.

Der er en helt klar tendens til, at forbrugerne gerne vil mindske deres overforbrug. I alt har otte ud af ti danskere handlet brugt i løbet af det seneste år, og for den yngste målgruppe - de 18-29-årige - er tallet 88 procent.

Nogen af dem, der tæller med i den statestik er Lykke Søgaard Nyemann og Erik Nyemann.

Dobbeltværelse med "nyt" inventar. Foto: Kirsten Olsen

Første januar 2022 overtog de det ældre sommerhus i Løkken. De startede med at rydde alle møbler og andet inventar ud og give det til Folkekirkens Nødhjælps Genbrugsbutik Møstingsvej Løkken.

Efter en renovering af huset gik de i gang og fandt lidt efter lidt både møbler, billeder og nips og terrassemøbler til huset. Langt det meste er fundet i genbrugsbutikken Møstingsvej Løkken, mens enkelte ting er fra eget overskudslager på loftet.

- Det er alt for nemt at gå i Ikea. Det er langt sjovere og hyggeligere at gå i genbrugsbutikken og på loppemarkeder. Vi finder ofte noget i en bedre kvalitet, end vi ellers ville få, men vi går ikke efter noget bestemt design. Vi prøver at skabe en stil. Det her hus er indrettet i 70’er stil, fortæller de.

Tre sommerhuse

Lykke Søgaard Nyemann og Erik Nyemann har nu tre sommerhuse, der er indrettet med genbrugsting.

- Det er en katastrofe, at se på genbrugspladserne hvor meget anvendeligt inventar og møbler der bliver smidt ud. Det er vi meget imod.

- Når vi har noget til overs, så afleverer vi det tilbage i genbrugsbutikken, så det kan sælges videre, og pengene går til et godt formål, understreger de.

Butikschef Hanne Staun fra genbrugsbutikken på Møstingsvej har været med i processen med at finde møblerne til sommerhuset.

- Det er en fantastisk spændende opgave at være med til, og en stor glæde at få lov til at komme og se resultatet, siger hun.

Lækkert indrettet sofahjørne. Foto: Kirsten Olsen

Hanne Staun fortæller, at mange gamle sommerhuse skifter ejer lige nu.

- Så vi får heldigvis masser af gode og tit sjældne og spændende ting ind, når nye ejere skifter ud, og måske - som Lykke og Erik – finder noget andet, som passer lige ind i deres smag. Det er ren win-win, lyder det fra butikslederen.

Hun tilføjer, at genbrugsbutikken efterhånden oplever, at der er opstået en fast kundekreds, som holder øje med udbuddet for at slå til, når de lige finder det helt rigtige.

- Folkekirkens Nødhjælps Genbrugsbutik med møbler ligger lidt gemt af vejen bag Torvet, så det er ikke alle, det lige finder os i første omgang. Der er åbent alle eftermiddage på nær søndag og mandag. Butikken kan også besøges på facebook ”Løkken Genbrug”, slutter Hanne Staun.

Utraditionel anvendelse af tallerkenrække. Foto: Kirsten Olsen

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu