Louise samler julegaver ind til Rumæniens børn
Louise Nielsen fra Fiskehuset i Hirtshals samler frivilligt julegaver ind til børnene i Rumænien. Hun regner med at samle over 300 gaver ind alene fra Hirtshals.
- På landsplan bliver der samlet ca. 10.000 julegaver ind til børn i Rumænien, og jeg er i Rumænien fra d. 11. december til og med d. 18. december, hvor jeg hjælper til med at dele julegaverne ud til de fattige børn og til børnehjemmene, skoler og hospitaler i landet, siger Louise Nielsen.
- Det er Round Table International, der er hovedindsamleren, og her har vi så som Lady Circle fra Hirtshals hægtet os på, og det er her, jeg så er den frivillige tovholder på projekt Hirtshals, siger Louise.
- Vi laver pakker delt op til børn fra 3 til 6 år og fra 6 til 10 år og fra 11 til 15 år, fordelt i pige- og drengepakker. Man kan stadig komme med pakker til indsamlingsstedet på Hirtshals Transportcenter, hvor Louise er at finde på kontorgangene på 1. sal.
Der er kommet sponsorater fra boldklubben i Hirtshals, Brugsen, Matas, Butik Laura og Uniq i Hirtshals samt rigtig mange gaver fra private folk i Hirtshals.
- Det er med stor glæde, at jeg kan følge julegavekonvojen til Rumænien og der være med til at dele ud. Vi har det jo så godt her i Danmark, at vi næsten ikke kan sætte os ind i andres store fattigdom, herunder i Rumænien. Arbejdet er en gave i sig selv for mig, fordi jeg kan opleve at gøre en forskel for de mange børn, der måske kun får denne ene gave til jul, fortæller Louise.